Kreta.
Grækenland. Vandreture på Kreta. Vandring i kløfter.
Kretas kløfter.
Foto: Kretas kløfter. Aradena kløften set fra havsiden.
Der er mange kløfter på Kreta. Over 60 alene i Chania regionen, har jeg læst. Større eller mindre kløfter.
De er ikke alle lige let tilgængelige, som f.eks. Samaria kløften, den nok bedst kendte, og nogle er sværere at passere igennem end andre.
Ét har de dog tilfælles: Den vilde og uspolerede natur, der vækker følelser af ærefrygt og forundring hos de fleste, der har vandret igennem en.
"Har man først vandret igennem en, har man fået en uforglemmelig oplevelse som gør, at man får lyst til flere." - Sådan står der at læse i en brochure for en officiel turisme promovering i Chania.
Foto: Kretas kløfter. Nerium Oleander er talrig og pryder kløfterne.
Jeg kan kun give dem ret. Min første erfaring med Kretas vilde og smukke natur var netop en kløft.
- Nej, ikke Samaria kløften, men Prassanos, der ligger ved Rethymnon på nordysten. Ikke særlig kendt, vild og utæmmet, ingen rækværk og ufattelig smuk.
Det blev mig en skelsættende begivenhed, og jeg har siden været igennem en del og nogle flere gange.
Hvad er det så med de kløfter?- Det er den utæmmede natur og skønhed. I de næsten tørlagte flodlejer er der utroligt frodigt. Blomstrende Nerie, Nerium Oleander og andre gevækster i massevis. Intense dufte.
Luften står stille. Stilheden. Der er velsignet tyst mellem klippevæggene. Kun biernes summen og gedernes klokker bryder stilheden. Masser af småfugle mellem klippesiderne og, hvis man kigger op, ofte også store rovfugle, der kredser om toppene.
Historiens vingesus.Hvis man er lidt forberedt, kender man måske til historierne om, hvordan kløfterne har fungeret som tilholdsteder for modstandsfolk, hvorfra de gennem tiderne har bekæmpet bl.a. romerne, araberne, tyrkerne og senest nazisterne.
I samme perioder har tusindevis af mennesker, hovedsagelig kvinder og børn, søgt tilflugt i kløfterne og de mange huler og har brugt dem som skjulesteder for indtrængende fjender.
Så med det i hovedet kan man måske få en ekstra dimension med på turen. At forestille sig, hvordan det må have været...
OBS!Det er ofte forbundet med en kortere eller længere vandretur, at komme enten til eller fra kløftenerne.
Foto: Kretas kløfter. Når man går opad gennem Aradena kløften møder man stiger...
Advarsler!Det er udfordrende vandringer. Der er ingen stier at følge, til nøds varder, og man går i selve flodlejet eller på gedestier langs flodbredden og må af og til bruge hænder og klatre lidt. - Det er kun i Samaria, Imbros og Agia Irini kløfterne, at der er stier og rækværk.
Det er stenet og vildt terræn, og man skal træde varsomt. Det er dumt at komme til skade et sådant sted. Der er ingen æselambulance, som i
de 3 nævnte kløfter - og iøvrigt heller ikke mange mennesker.
Man bør slet ikke vandre i kløfterne, hvis det regner eller lige har regnet. Risikoen for at løse sten, store eller små, dratter ned fra klippesiderne er stærkt øget under og efter regnvejr pga. erosion højere oppe.
Hvornår?
Sommer månederne er bedst, da flodlejerne er udtørrede. Udfordringen er så heden og riskoen for, at man selv udtørrer.
Forårs månederne er ikke så varme, men afhængig af vandet fra bjergene, kan flere af kløfterne være sværere, eller helt umulige, at komme igennem pga. for meget vand i flodlejet.
Efteråret? Jeg har aldrig prøvet, men kan forestille mig, at sommerens hede har gjort det af med en del af 'skønheden', de mange planter og blomster.
Herunder er de kløfter, jeg har vandret igennem:
På sydkysten: (Starter alle inde i landet og ender i, eller ved, det Libyske Hav.)
Aradena kløften 1. - En udfordrende vandring gennem nedre halvdel af kløften.
Loutro - Aradena kløften 1 - Marmara Beach - Loutro
9 km. 4.30 t. Grad 3. Base: Loutro.
Aradena kløften 2. - En udfordrende vandring gennem øvre halvdel af kløften.
Loutro - Anopolis - Aradena kløften 2 - Livaniana - Loutro.
17,1 km. 8.30 t. Grad 3. Base: Loutro.
Imbros kløften. - En moderat vandring i en familievenlig kløft.
Ca 6 km. Ca 3 t. Grad 2. Base: Chania.
Samaria kløften. - Legendarisk, berygtet og udfordrende.
Ca 16 km. 4-5 t. Grad 3. Base: Chania.
Agia Irini kløften. - Minder lidt om Samaria. Udfordrende.
Ca 12 km. 5-6 t. Grad 3. Base: Paleochora.
Anidri kløften. - Et par km udfordrende kløft ellers moderat vandring.
Paleochora - Anidri - kløften - Paleochora.
3½ t. Grad 3. Base: Paleochora.
På nordkysten:
Prassano kløften. - Smuk, vild og udfordrende.
Ca 9,5 km. 4-5 t. Grad 3. Base: Rethimno/Chania.
Diktamos kløften. - Udfordrende 5-6 km gennem kløften og retur.
3 t. Grad 3. Base: Chania.
oprettet juni 2015 - opdateret: 01-06-2015