Kreta.

Foto: Aradena kløften, den nedre halvdel, der munder ud i havet.

Den korte version:
Turen handler om den nedre halvdel af kløften, der munder ud i havet, men er meget mere end det. Den starter med en E4 sti fra Loutro, fortsætter ad den gamle brostens belagte sti op til landsbyen Livaniana og ned i kløften.

Så fortsætter turen i det udtørrede flodleje, ned gennem den letteste, og meget smukke, halvdel af Aradena kløften, til udmundingen ved Marmara Beach og det Libyske Hav. Herfra følges kyststien, E4 igen, via Finika tilbage til Loutro.

Foto: Den 2000 år gamle sti til landsbyen Livaniana zig zagger op ad bjergsiden.

Distance: 9 km. 4½ t.
Grad: 3 (e,f,g), udfordrende. Brostensbelagt sti, stier af sten og grus.
Op/ned: 493/503 m. Max højde: 273 m.o.h.
Skiltning: E4 mærker (gul/sort) og blå mærker på sten.
Udstyr: Vandresko eller støvler. Beskyttelse mod solen. Masser af vand!
Indkøb: I Loutro, taverna i Livaniana, taverna på Marmara Beach og i Finika.
Til / fra Loutro: Bus fra Chania til Chora Sfakion, se KTEL køreplaner nederst på siden. Båd fra Chora Sfakion og/eller Agia Roumeli. Bådfartens sejlplan nederst på siden.

Foto: Stien går lige gennem Taverna O' Stratis' terrasse.

Den lange version:
Lige efter ral stranden går en lille gade op til 'Sofia's Mini Market', hvor man drejer til venstre mod Taverna O' Stratis. Det er vejen op til E4 stien, der skal bruges ud af Loutro. Jeg køber vand og lidt frugt hos Sofia inden jeg fortsætter. Klokken er 10.

Stien går lige gennem Taverna O' Stratis' terrasse og det frister et kort øjeblik, at sætte sig og rette på tøjet. Der er rigtig idyllisk, en fin udsigt og det er allerede meget varmt... Jeg griner lidt og lader det være ved det.

Foto: Til venstre ligger ruinen af et gammelt tyrkisk fort.

Allerede lige efter tavernaen tager stien sig mere seriøst ud. Det begynder med det samme at gå op ad.

Et kig ned til husene i Loutro inden stien drejer til højre og fortsætter opad for så igen at gå lidt nedad. Til venstre ligger ruinen af et gammelt tyrkisk fort og ret fremme kan jeg se landsbyen Livaniana et godt stykke oppe på bjerget.

Sporet zig zagger nedad og der er nu frit udsyn ned til nogle få huse og hoteller ved en lille bugt.

Foto: Restaurant Old Phoenix står der på et lille skilt ved en sti ned til bugten.

Restaurant Old Phoenix står der på et lille skilt ved en sti ned til bugten. Jeg fortsætter ad sporet ovenover og krydser kort efter en grusvej, der forbinder bugten og Livaniana.

Det går gradvist opad, og det er blevet rigtig varmt. Der er ingen vind endnu. Jeg stopper ved et af de meget få træer for at tage en tår vand. Jeg har gået ca 15 min.

5 min efter står jeg foran et trådhegn og stien deler sig.

Stien der går lige ud, har trådhegn på begge sider og er E4, der fører ned til Finika. Det er den sti, der bruges på hjemvejen. Den anden drejer op mod Liviana og er mærket med en stor blå pil malet på en sten. Der er åbent i hegnet og et lille skilt viser, at det er vejen til Taverna Livaniana.

Foto: Den 2000 år gamle sti zigzagger op til Livaniana, der ses i baggrunden.

Kun små 5 min efter krydser sporet igen grusvejen, som tager en anden og længere rute til Livaniana, end den jeg er ude på. Her er også malet blå mærker og pile.

Det går opad og opad med mange zig og zag og der er ikke nogen skygge, men stien er god selvom den er 2000 år gammel. Den har været eneste forbindelse mellem det antikke Aradena og Finika bugten og man kan næsten mærke historiens vingesus.

Foto: Kun få skridt til Livaniana med de karakteristiske brune huse og til tavernaen.

Livaniana.
Jeg har været undervejs i en time, da jeg kommer op til den grusvej, som sporet har krydset et par gange. Her er der heller ingen tvivl om den videre færd.

Blå pile og navne står malet på stenene og på venstre hånd er der kun få skridt til Livaniana og tavernaen.

Hvis man følger grusvejen til højre, kommer man på et eller andet tidspunkt op til landsbyen Aradena.

Jeg har læst, at der ikke er mange indbyggere tilbage i Livanianas gamle brune kasse lignende huse, der er bygget på denne specielle måde for at folk kunne klare varmen, men jeg kan høre, at der er mennesker på tavernaen.

Foto: Lidt af interiøret i den noget ualmindelige Taverna Livaniana.

De allesteds værende trådhegn, som holder geder inde eller ude, alt efter hvilken side af hegnet man er på, indhegner også den lille taverna. Jeg får åbnet hegnet og træder indenfor.

Der sidder en lille gruppe vandrefolk, der fortæller at ejeren ikke er tilstede i øjeblikket, men at man bare skal tage, hvad man har lyst at drikke og lægge pengene i boksen på væggen...

Jeg snupper en sodavand, lægger 3 Euro i den lille "Mon key box", som der står på den, og kigger mig lidt omkring.

Foto: Tavernaen er dekoreret med bl.a. blomster og åndemanere.

Det er bestemt ikke en helt almindelig udendørs taverna. Selvbetjeningen er ikke det eneste, der er ualmindeligt. Den er delvis overdækket af en blå pressenning og under denne består møblementet, borde og stole, af hvad der lige har kunnet skaffes, har jeg indtryk af.

Der er dekoreret med mærkelige ting og sager på vægge og hylder. Blomster, kranier fra forskellige dyr, åndemanere, billeder og andet tingel tangel i hvad der ligner uorganiseret rod. Men hyggeligt!

Foto: Imponerende udsigt beboerne i dette lille hus har. Stien fører højre om huset.

Jeg forlader det lille selskab i tavernaen og fortsætter op i byen. En sidevej på venstre hånd er den grusvej, som er krydset et par gange undervejs, og som forbinder Aradena med havet.

Den lille hvide kirke, der ses på toppen af bakken, er næste fixpunkt. Stien fører op mellem husene og de blå mærker er guiden. Nogle få huse er malet og jeg formoder, at det er dem der er beboet.

Jeg beundrer udsigten over bugten og havet. Den er imponerende.

Foto: Den lille hvide kirke på toppen, fixpunkt på vej mod Livaniana.

Jeg går op ad de groft skårede trapper mellem husene og ca 5 min efter, at jeg har forladt tavernaen, står jeg ved kirken.

Jeg hilser på et lille selskab, der sidder og pauser på det åbne stykke land foran kirken, og kigger mig omkring for at finde sporet, der fører ned i kløften.

De fortæller. at de har sendt "spejdere" ud for at finde stien til Anopolis. Det burde nu ikke være så svært. Et par skilte lidt højere oppe ved et hegn, viser vej til både Anopolis og til kløften.

Foto: Udsigt over terrasse markerne, der ser lidt forsømte ud, og til kløften.

Stien går langs et lavt stenhegn, tydeligt mærket med blå pile, og drejer så til højre mod nord. Her fra toppen af bakken er der en fin udsigt over terrasse markerne, der ser lidt forsømte ud, og til kløften, der skærer sig igennem landskabet.

Nu begynder det at gå lidt nedad. På den anden side af kløften, ligger et lille kapel og skinner hvidt i sollyset. Det ser ud som om, at der er en vej deroppe og der ligger også nogle lave bygninger. Sikkert en gedefarm.

Foto: Sporet slynger sig ned langs en stor klippevæg og dybt nede ses flodlejet.

Kort efter drejer stien mod vest og begynder for alvor at gå nedad. Lidt svært at se sporet mellem de mange sten, men de blå mærker viser vej.

Sporet slynger sig nedad langs en stor klippevæg mellem kraftig bevoksning af scrub, Dittany og andre planter. Godt 150 m nede ses bunden af kløften.

Hæse skrig fra nogle store fugle højt oppe bryder stilheden. Jeg kan se, at et par af dem tager sig en lille svæver, men ikke hvad det er for en slags.

Foto: Utallige Nerier storblomstrer i pink foran mig.

Jeg frydes dybt i mit sind over denne skønhed, der åbenbares på vej ned. Her hersker naturen i al sin pragt og mennesket er kun en ubetydelig brik.

Det tog mig ca 20 min at komme ned og jeg står nu i skyggen af et træ i det udtørrede flodleje og drikker vand. Det er godt nok varmt og sveden driver.

Nerierne, Nerium oleander, blomstrer i pink. På stenene i flodlejet er der malet med blåt - 'Beach' - og en pil.

Foto: Der er næsten helt tyst. Kun insekternes summen høres.

Aradena kløften.
Jeg har haft denne kløft højt på "to do" listen i mange år, nu står jeg her endelig, badet i sved, og fryder mig over dens fantastiske skønhed.

Her er næsten helt tyst. Kun insekternes summen høres. Efter en lille snack klapper jeg vandrestavene sammen og begynder vandringen mod kysten.

Det går jævnt nedad hele vejen. 150 m ned, godt og vel, inden udmundingen ved Marmara Beach.

Foto: Dybt nede i kløften kan jeg se mennesker, hvis stemmer høres tydeligt mellem de stejle klippesider.

Jeg har ikke kløften for mig selv, hvilket jeg heller ikke havde ventet, men stilheden bliver desværre brudt af høje stemmer forude.

På et sted, hvor det går stejlt ned, kan jeg se en gruppe vandrere dybt nede. Det er deres stemmer, der giver genlyd mellem de høje klippesider.

Jeg kan høre, at sproget er fransk, og jeg tror, at det de råber svarer til vores "Hvad drikker møller". Det giver et højt ekko og de griner hver gang.

Foto: Efter et sving toner det dybblå hav frem forude mellem klippesiderne.

Stemmerne gør mig følgeskab resten af vejen. Bortset fra vandrerne forude og de mange geder, der hjemmevandt stepper rundt de mest umulige steder, er de mange arter aktive småfugle, de eneste levende væsener jeg ser.

Kløften snor sig lidt og skiftevis breder sig ud og snævrer ind igen. Der er stadig meget højt på begge sider af flodlejet.

Efter et sving toner det dybblå hav frem i sigtekornet forude mellem klippesiderne.

Marmara Beach.
Der er gået en time siden jeg startede min vandring i kløften og nu står jeg ved kysten og stranden. Her er et mindre leben, af folk der bader. Man kan sejle hertil med 'taxi boat' fra Loutro og det er der en del der gør. Marmara Beach er et yndet udflugsmål for turister i Loutro.

Foto: Marmara Beach. Et yndet udflugtsmål med taxi boat fra Loutro.

Franskmændene fra kløften kaster sig under høje råb i bølgen blå og jeg må sige, at det absolut lokker med en kølig dukkert.

Jeg kan selvfølgelig også køle mig indvendigt i den taverna, der ligger til højre for stranden et lille stykke oppe på klipperne, men beslutter at lade være. Der er stadig ca 3 km til Loutro.

I stedet prøver jeg at lokalisere E4 stien, der går forbi her fra Agia Roumeli til Loutro.

Foto: Fra toppen af bakken ved E4 staven, kan man se Finika forude.

Lige til højre for tavernaen kan jeg se en E4 stav. Stien til Agia Roumeli. I det samme kommer der 2 vandrende ned derfra.

Til venstre for stranden står endnu en stav et stykke oppe på bakken. Stien til Loutro.

Jeg folder mine vandrestave ud og følger i hælene på de 2, der kom ned fra den modsatte side. Da jeg når op til E4 staven kan jeg se Finika et stykke ude ad kysten.

Foto: Efter den store grotte, der lugter kraftigt af geder, er der stejlt ned.

Kyststien er det sværeste stykke at vandre og det er det også her. Der er et par steder, hvor stien er tæt på kanten, der er højt ned og meget smalt.

Jeg passerer en stor grotte og kigger indenfor. Der lugter af geder. Fra grotten har de deres egen lille tunnel ned til lavere terræn. Smart.

Lige efter grotten er der stejlt ned til næste niveau og den ene af de 2, der går foran mig, er gået i stå her. Han smider sine vandrestave fra sig og kravler ned.

Foto: E4 stien går tværs gennem en taverna gårdhave op ad trapperne bagved.

Det næste lille stykke må hænderne tages i brug for at kravle op og ned mellem klippestykkerne. Det er lidt besværligt, men vi kommer alle 3 forbi.

Godt 5 min senere er jeg fremme ved husene i Finika, eller Finix som det også benævnes.

Hvis der ikke var et E4 skilt på det smukke gamle træ, ville jeg tro, at jeg var på afveje. Stien går tværs gennem en taverna gårdhave, op ad trapper til et hus, og ned på den anden side...

Foto: Skue bagud mod det flade stykke land,det gamle knortede oliventræ og Marmara Beach.

Stien drejer nu mod nord ind i landet, bliver til en grusvej og går gennem et åbent stykke land med nogle bygninger. Det går igen lidt opad. På højre side står et meget gammelt knortet oliven træ med kun få levende grene.

Ganske kort efter drejer grusvejen og sti skarpt mod øst og et par minutter efter drejer grusvejen fra mod nord. Stien fortsætter lige ud og jeg går nu mellem de trådhegn, som jeg så, da stien delte sig første gang på vej op til LIvaniana.

Foto: Stenen med gult/sort E4 mærke og et lokalt blåt/hvidt, viser en smutvej ned til Loutro.

Herefter følger stien samme spor til Loutro, som blev brugt for godt 4 timer siden, da turen tog sin begyndelse.

På E4 stien bag husene i Loutro står en sten, med det gule/sorte E4 mærke, men også et blåt/hvidt med bogstaverne 'fb' og en pil, der peger ned ad en lille sti mod husene. Det ses ikke når man går den anden vej.

Jeg går ned den vej lidt spændt på, hvor i Loutro jeg kommer ned. Til min overraskelse kommer jeg ned lige ved siden af mit logi Hotel Madares.

Jeg sætter mig og får lidt at spise og en dejlig kold, og velfortjent synes jeg, Mythos, inden jeg går i bad og får skyllet støv og sved af...