TMB.

Ferret (1700 moh) - Grand Col Ferret (2537 moh) - Rfg. Elena (2061 moh), dag 5.

GPS data: 10,2 km. Opad: 998 m. Nedad: 657 m. Max højde: 2543 m. Se kort nederst

Foto: Fra 'Chalet Col de Fenetre' i Ferret er der udsigt til bl.a. Glacier du Dolent.

Turen er i vores program sat til ca 5 timer (uden pauser), med en samlet højdeforskel på 900/475 m op/ned og højeste/laveste punkt er 2537/1591 m.

Jeg sov så godt at jeg måtte vækkes. Havde for en gangs skyld slet ikke hørt de andre stå op og ej heller deres pakning. Fluerne havde heller ikke drillet mig. Ud at kigge på dagens vejr.

Det var som om der var omslag i vejret i går eftermiddags, men her til morgen ser det nu rigtig fint ud igen.

Foto: Den lille flod, der passeres i starten af turen fra Ferret.

Den glimrende morgenmad med muesli, cornflakes, yoghurt, brød og kaffe, fik fyldt depoterne op. Dejligt.

Det ser også ud til at vandrefællens ben efterhånden er væsentlig bedre og mit knæ mærker jeg ikke meget til, så vi er fortrøstningsfulde mht dagens vandring.

Vi studerer endnu en gang kort og turbeskrivelse for at se, hvad der venter. Turen starter med en stejl opstigning, hvor der kan være mudret. Nå godt det ikke regner.

Foto: Et sidste kig ned til, den meget lille landsby, Ferret og refugiet 'Chalet Col de Fenetre'.

Efter pakning og aflevering af bagage betalte vi for vin og kaffe fra i går aftes og vores frokost pakke til dagens tur.

Klokken er 8, da vi sætter kurs ned mod skoven, der ligger op til Ferret. En lille træbro bringer os over på den anden side af en lille flod og opstigningen begynder med det samme.

Det er mere et spor end en sti, der går op mod et stykke åbent land. Jeg kan godt forestille mig, at den kan være mudret og slem i regnvejr. Nu er den bare våd af dug.

Foto: Her er vi så ved den lille nødhytte i ca 1900 meters højde.

Et sidste kig ned til Ferret inden vi går ind i skoven igen. Da vi på ny kommer ud til åbent land, og en meget fin udsigt, er vi kommet 200 m op. Der er gået en time siden start.

Der ligger en lille hytte, en overlevelses- eller nødhytte, ser det ud til. Der er en kæde for døren, men ingen lås, så jeg kigger indenfor.

Vi tager en lille pause ved hytten og nyder at være kommet ud i solen igen efter turen i skoven.

Foto: Tilbageblik på den kortvarige glæde, hvor det gik nedad.

Et kig på kortet viser, at det også er her vi skal passe på med stien. Der er flere stier og spor i terrænet omkring os.

Vi finder den rette sti, der har retning mod øst og følger den op mod en bjergkam. Her ændrer stien igen retning og går nu mod sydøst, stadig svagt stigende.

Så begynder det faktisk at gå nedad, hvor en kløft går ned mod dalen, men det er selvfølgelig en kortvarig glæde, for snart efter går det opad igen.

Foto: Vi pauser, hvor vi igen har udsigt til Ferret, der ligger 300 m nede i dalen.

Små 20 min senere kommer vi til endnu en kløft, der skærer sig ind i bjerget og bjergsiden vi går på. Denne er lidt en hurdle for min fælle fordi den er meget smal og der er stejlt ned.

Vi tager en puster på den anden side og nyder udsigten. Kan se ned til Ferret.

Mens vi pauser bliver vi indhentet af det danske. Først kommer de to fra Århus, så følger en gruppe af danskere, som også slår sig ned og pauser.

Foto: Vi er nået frem til refugiet 'La Peule'.

Efter godt en halv times vandring, hvor retningen har været syd, kan vi nu se La Peule forude i det grønne landskab.

Her ligger, foruden nogle staldbygninger, også et nyrenoveret refugie som selvfølgelig hedder 'La Peule'. Et meget fint et af slagsen, og stort tillige, ser det ud til.

Vi drikker en kop bjergkaffe, mens vi betragter refugiet, nyder solen og de perfekte omgivelser La Peule ligger i.

Foto: Der ligger også et par runde teltagtige bygninger i tilknyning til refugiet.

Man kan nå herop til La Peule i bil via landevejen fra Ferret og det er der en del der har benyttet sig af. P-pladsen ligger lige nedenfor ved staldene.

Der ligger også et par runde teltagtige bygninger i tilknyning til refugiet, der ligner noget nær mongolske, tibetanske eller indianske svedetelte, eller hvad sådan nogen hedder.

Et kig indenfor afslører dog, at det faktisk er ekstra sovepladser.

Foto: Et kig indenfor afslører, at det faktisk er ekstra sovepladser.

Her kan man sove i halmen, der er strøet ud hele vejen rundt. Der kan nok ligge 12-15 stykker. Det ser rigtig godt ud. Man får lyst til at smide sig.

Gruppen af danskere indfinder sig også, hilser, men har åbenbart pauset nok, for de er hurtigt videre.

Vi må også hellere se at forlade dette pragtfulde sted og komme videre. Vi er vel ca halvvejs, har brugt 3½ time, så der er langt, og mindst 400 meters stigning, endnu op til Grand Col Ferret.

Foto: Vi får lige et kig ned til refugie 'La Peule', da vi fortsætter vandringen opad.

Vi får lige et kig ned til La Peule, da vi fortsætter. Stien videre ligger parallel med den vi kom ad, men lige en 50 m højere oppe, så vi kan se mere af refugiet nu.

Nu er retningen så næsten vest og stigningen, bortset fra det første lille stykke, moderat.

Kort efter møder vi en lille gruppe af voksne og børn på vej mod os, med pakæsler på slæb lastet med, ikke bluebags, men redbags.

Foto: En lille gruppe af voksne og børn på vej mod os, med pakæsler på slæb.

Det er friskt, synes jeg, at tage ungerne med ud på sådan en tur. De ser ud til at hygge sig. Vores havde taget en taxa.

Vi går sådan ca midt på den grønne sydside af bjerget, der hedder La Dotse, som vi har oppe til højre, til venstre går det fladt ned mod floden Torrent de La Peule, der ligger et par hundrede meter nede.

Stien kan ses langt derude ad, indtil den drejer ind bag bakkerne. Forude ses Col Ferret, hvor passet og grænsen til Italien ligger.

Foto: På vej mod Gr. Col Ferret. Sten har overhalet græs og der ligger stadig rester af sne.

Halvanden times begivenhedsløs vandring, siden La Peula, er vi nået op, hvor stenene har overhalet græsserne og der stadig ligger rester af sne.

Vi, er lige blevet overhalet af en lille gruppe på mountainbikes. Friske folk, omend en af dem havde store problemer med at komme opad.

Kort efter render vi ind i et par ekstrem løbere, der på tip tå er på vej ned ad den stenede sti. De ser kun, hvor de træder og det er nok meget godt med den fart.

Foto: Grand Col Ferret, 2537 m. Webmaster i passet på grænsen mellem Schweiz og Italien.

Vi er ved at være lidt trætte i benene, da vi traver det sidste stykke op mod passet. Selvom vi ikke har gået mere end 7-8 km, har vi snart gået næsten 1000 m opad.

Vi har mødt flere på vej ned fra passet, der har været godt pakket ind med store skaljakker og huer, men vi har det godt lunt på de sidste lidt stejle meter.

Så er vi oppe. Det blæser en pelikan og er rigtig koldt, så vi søger hurtigt ned i læ. På med jakkerne og så en lille slapper og et kig på udsigten som er fantastisk.

Foto: Vi kan se lige ned til 'Rifugio Elena', en 3-400 m længere nede.

Mod nordvest glider den store gletcher 'Glacier de Pre de Bar' frem. Vi er næsten i niveau med den. Mod sydvest har vi et storslået kig til hele Courmayeur dalen.

Men her er hundekoldt, så vi starter på nedstigningen. Der er stejlt ned her på den anden side, men stien zig zagger, så det er ikke så slemt at slingre nedad, som det umiddelbart så ud til.

Lidt efter kan vi også se ned til vores mål, 'Rifugio Elena', der ligger endnu 3-400 m nede i 2000 m højde.

Foto: Hovedindgangen til det meget store 'Rifugio Elena', der ligger i 2061 meters højde.

Det tog os lige knap 1½ time at komme ned. De mange zigzag gjorde at turen blev længere end den så ud til. Vi måtte også et par gange vie sporet for hurtige nedadkørende mountainbikes.

Vi fik æren af at være de første i en stor sovesal og fik plads lige indenfor døren. Man fyldte simpelthen sovesalene op fra en ende af.

Det er store forhold og meget velordnede. Sovesalen er fint indrettet, man kan få en fornemmelse af lidt privatliv. Der er rent.

Foto: Den store gletcher 'Glacier du Pre de Bar' ligger overfor refugiet.

Vi satte os ud i solen, fandt en plads i læ og drak en Tuborg... Det var det eneste øl de havde. Ingen lokale øl.

Vi er trætte i bentøjet, men ellers er det gået fint. Mit knæ begyndte godt nok at værke på sidste del af turen og gør det endnu.

Mens vi sad og nød vores øl kom flere vandrere dryssende ind fra modsat retning. Nogle så lidt hærgede ud og jeg kom til at tænke på de to fra Århus. De skal videre til Lavachy, en time herfra...

Middagen blev serveret kl 19 i den store og stopfyldte spisesal. Der var 2 retter. En vegetarisk ret eller en kødret, som man valgte ved indskrivningen.

Maden var god, men knap så omfangsrig som i Frankrig og Schweiz. Lidt spaghetti til at starte med og derefter en kød ret serveret med polenta. Vi drak en kande af husets udmærkede vin til maden, som blev indtaget i selskab med 2 flinke franskmænd.

Sovesalen var ret hurtig blevet fyldt, efter vi havde ordnet vores køjer, og nu var der et leben af mennesker, der gjorde klar til natten. Der var også en hel del, der hostede og nøs og var tydelig forkølede.

Nå, i med ørepropperne og så godnat, mens tankerne kredser om dagens tur. Vi havde brugt 8 timer til en 5 timers tur, men ok, vi havde holdt næsten en times pause ved La Peule og et par små pauser undervejs og havde gået et meget moderat tempo...