TMB.

Le Tour (1453 moh) - Col de Balme (2191 moh) - Trient (1270 moh), dag 2.

GPS data: 11,2 km. Opad: 812 m. Nedad: 1004 m. Max højde: 2208 m. Se kort nederst.

Foto: 'Telecabine Le Tour Col De Balme', kabelbanen fra Le Tour op til Col de Balme.

Turen er i vores program sat til ca. 5 timer (uden pauser), med en samlet højdeforskel på 850/900 m op/ned og højeste/laveste punkt er 2191/1279 m.

Vi vågnede allerede ved 6 tiden og en halv time senere var vi på benene... Jo, en god nats søvn, havde vist gjort godt.

Der var dækket op til mogenbuffet med cornflakes, muesli og brød. Og kaffe. Ikke en kop eller et krus sort kaffe, nej en balje. Serveret i selv samme skål, som bruges til cornflakes og muesli - bagefter.

Vi pakkede vores grej ned i bagage taskerne og stillede dem ud til den øvrige bagage, der bliver afhentet senere. Vejret ser ud til at blive rigtig fint, men vi har igen garderet med skaljakke og regnslag. Fleezen er på fra starten, for det er kun 8 grader udenfor.

Vi var lige begyndt at gå de få minutters gang gennem landsbyen til stien ved kabineliften, da jeg kom i tanke om vandrestavene. Dem havde jeg glemt! Tilbage. Der var ingen stave på værelset, men den unge mand fra i går lå stadig og sov... Godt, at han har rørt på sig!

- Jeg ledte alle vegne, men fandt dem ikke. Kunne heller ikke huske, hvor jeg sidst havde haft dem. Hmm. Ikke så godt. Faktisk noget rigtig skidt. Jeg var slet ikke sikker på det knæ og nu uden stave...

Foto: Fornem udsigt fra stoleliften, det sidste stykke op til Col de Balme.

Der kan spares 1 time og 45 min, hvis man tager kabineliften fra Le Tour op til, først Charamillon, og så stolelift resten af vejen til Col de Balme.

Det er slet ikke til diskussion. Vi sparer gerne de par timer, eller mere, det ville tage os at gå de 750 m op. Vi har sikkert også kun godt af, at spare lidt på krudtet.

Efter Col de Balme er der 600 m jævnt ned, hele vejen til Trient, hvor det ender med en stejl nedstigning på 400 m.

Vi betaler 28 Euro for 2 billetter til telekabine og skiftet til stolelift og stiller os i køen, som ikke er så stor endnu. Der er ellers en del morgenfriske vandrefolk, der heller ikke ser ud til at ville gå turen op. Nå, dagen er ung.

Vi nyder udsigten fra stoleliften. Det er dog fantastisk. Vejret er perfekt. Klart. Man kan se sneen og gletcherne i bjergene bag de grønne bakker.

Foto: Kaffetid på 'Refuge du Col de Balme' (2191 m) på grænsen til Schweiz.

Så er vi oppe! - Klokken er 9:45, da vi starter ud på første del af dagens tour. Den går den korte vej til 'Refuge du Col de Balme', hvis grå bygning tydeligt ses i landskabet forude. Det er også der grænsen til Schweiz passeres.

Vi starter turen ind i Schweiz med at drikke en kop kaffe udenfor refugiet. Morgenkaffen bestod ganske vist af en hel skål kaffe, men den måtte vi også nøjes med. Skålen skulle også bruges til fast føde og bagefter var det slut med kaffen.

Foto: Skiltetræ ved Col de Balme på vej ind i Schweiz.

Vi har god tid til dagens tour. På grænsen står et skiltetræ, der viser retninger og stier til de mange spændende steder og tiderne til disse. 3 timer til Trient, står der på et skilt mærket med det rød/hvide TMB mærke.

Klokken er 10:15 da vi vandrer videre. Det er godt at få benene i gang igen.

Ganske kort efter kommer vi til Herbageres. En lille klynge huse, med stalde, der næsten gror ud af bakkerne.

En lille flok japanere med guide slår sig ned og studerer og fotograferer bygningerne. De er på vej den modsatte vej af os. Vi har mødt en del grupper af japanere. Vi stopper også og kigger lidt, men skridter så videre.

Foto: Vi går på langs med bakken og retningen er nordøst. Man kan se stien et langt stykke forude.

Vi går på en sti på langs med bakken og retningen er nordøst. Man kan se stien et langt stykke forude, indtil den forsvinder ind i noget skov.

Bakken hælder svagt nedad på venstre hånd og i bunden, et par hundrede meter nede, høres lyden af floden. Bagved mod vest rejser bjerget sig stejlt.

På højre hånd er det kæmpe grøn bakke opad. Man kan høre klokkerne fra græssende dyr et sted deroppe.

Foto: Smukt syn ik'?. Bjerget mod vest. Mener at det hedder 'Croix de Fer', 'Jernkorset' (2343 moh).

Stien er fin at gå på og det er dejligt bare at kunne vandre deruda' uden hele tiden at skulle kigge, hvor man sætter næste skridt og i stedet kan betragte og nyde de fantastiske omgivelser.

Der bliver ikke vekslet mange ord den næste times tid. Der bliver bare vandret, mens der indhaleres fisk luft og indtryk, som var det medicin.

Hovedet tømmes lige så stille og roligt for nogle af de mange tanker om dagen og vejen.

Da vi kommer til skoven, pauser vi i skovbrynet ved et bord med bænke, skåret i rå kævler, og spiser lidt af frokostpakken. Så godt så langt. Ben og knæ kan mærkes, men ellers ok.

Foto: Vi vandrer videre og kan faktisk se Trient mellem træerne - langt dernede.

Vi kan se bagude på sporet, at nogle cyklister nærmer sig og det varer ikke længe før de kører forbi. Godt nok nogle seje gutter at suse rundt i dette terræn.

Vi studerer kortet inden vi fortsætter. Der er ikke langt igen, men det ser ud til at de 400 m stejl nedstigning er her i skoven over den næste ca halve km. Derefter er det fladt den sidste km til Trient.

Vi vandrer videre og kan faktisk se Trient mellem træerne - langt dernede.

Foto: På vej nedad zig zag stien i skoven, mødte vi denne ugle.

Sporet drejer ind i skoven og nu begynder det så at gå nedad i zig zag. Det starter blidt, med et par stræk i niveau, men så går det entydigt nedad.

Vi hører begge en underlig pibende lyd, en høj tone, som kommer oppe bagfra, men kan ikke finde ud af, hvad det er.

Svaret kommer pludselig fra stien oven over. En lille gruppe mountain-bike ryttere er på vej ned lige som os. Det er bremserne der piber, hver gang de kommer til et sving.

Foto: Nede i dalen kigger vi tilbage på "dagens bjerg", 'Cruix de Fer', 'Jernkorset'.

Det tog en time at komme de 400 m ned til bunden i dalen. Der var et par steder undervejs, hvor der havde været høje trin. Ikke godt for mountain-bikere og ikke godt for mit knæ, der brokkede sig.

Jeg savner virkelig vandrestavene og har tænkt på deres skæbne flere gange undervejs. Det er heller ikke godt med vandrefællens muskler. Nedstigningen har igen sat sine spor.

Godt, at den sidste kilometer til Trient, og vores overnatning, er helt flad.

Foto: Billedet af 'Alpeland': Store sorte køer græsser på de lave skråninger med bjergene som baggrund.

Efter skoven er det dejligt at komme ud i åbent terræn. Kigger tilbage i den retning vi kom fra og 'Croix de Fer', det store bjerg, der har været på venstre hånd hele turen, troner fra en ny vinkel. Dagens bjerg kunne man kalde det.

Stien fortsætter stadig lidt ned i dalen, passerer et vandløb og bliver til en lille vej. På de lave skråninger, med bjergene som baggrund, ses nok indbegrebet på billedet af Alpeland: Store sorte køer, med klokker om halsen, der græsser arealet. Stor lyd i de klokker.

Foto: Ret forude har vi nu et fint udsyn til landsbyen Trient lidt længere nede i dalen.

Ret forude har vi nu et fint udsyn til landsbyen Trient, som ligger lidt længere nede i dalen. Det ser pokkers idyllisk ud. Huse i minature modeller i forhold til de kæmper der omgiver dem.

Vi nærmer os nu de første huse og lidt efter kommer vi til landevejen. Ved vejkrydset står en række vandreskilte, side om side med en stor infotavle og et lille mindekapel.

Vi følger landevejen over en bro, så vi nu har en flod på venstre hånd.

Foto: Vores første overnatning i Schweiz, 'Relais du Mont-Blanc' i Trient.

Vores logi skulle ligge i den fjerne ende af landsbyen og det ser ud til at komme til at passe i den grad.

Vi vandrer forbi flere rigtig store bygninger, der sagtens kunne huse et refugie, men det gør ingen af dem. Et par stykker af dem ser endog tomme og forladte ud.

Og så, som det absolut sidste hus i Trient, på hjørnet ved landevejen til og fra Chamonix, ligger vores første overnatning i Schweiz, 'Relais du Mont-Blanc'.

Foto: Et kig ind på vores 12 mands sovesal på 'Relais du Mont-Blanc'.

Vi fik plads på en 12 mands stue og snuppede 2 underkøjer. De 2 over os kom ikke i brug, resten blev fyldt af en gruppe ældre franskmænd.

Vi satte os udenfor på terrassen og drak en fortjent kold øl inden vi benyttede os af, at være blandt de første og fik badet og vasket undertøj.

Bagagen var at finde i kælderen. Mindst 40 tasker og rygsække var stablet mellem borde og bænke og jeg måtte flytte mange før jeg fandt vores.

Foto: Et kig fra refugiet mod syd, til kirken i Trient, der stikker op mod med den imponerende baggrund.

Vi sad og nød det dejlige vejr til solen forsvandt bag bjergene og det blev køligt. Vi så flere og flere ankomme, også en gruppe danskere. Havde godt set danske bagage tags, da jeg ledte i bunken af tasker og rygsække.

Vi havde gjort status. Mit knæ gjorde vrøvl igen og vandrefællens muskler havde det slet ikke for godt, men vi ville se dagen i morgen an inden en beslutning om evt at springe den over. Der er 900/700 m op/ned i morgen og mindst 6 timers vandring.

Mens der endnu var "ro i lejren", forhørte jeg mig hos en af de venlige unge kvinder fra refugiet, der kunne engelsk, om muligheden for at komme til Champex i bus? Med lidt omstigninger mellem tog og bus kunne det godt lade sig gøre.

Der havde været 2 hovedretter til menuen at vælge imellem, enten Fondue eller en kødret, og maden var også her rigtig god. Vi var kommet til at sidde til bords med 2 engelske kvinder, deres mandlige franske guide og en irsk mand. Det var rart at kunne snakke med og snakken gik.

De var alle på vej den anden vej rundt og havde altså lige overstået vores etape for i morgen. De havde været længe om den, de 2 kvinder. 9 timer, og de synes den havde været hård.

Den franske guide havde prombte lånt mig et par vandrestave, da han hørte om tabet af mine egne, og jeg var noget mere fortrøstningsfuld over min situation, da jeg krøb til køjs. Inden vi lagde os til at sove fik både lårmuskler og knæ massage og Voltaren i håb om, at det sammen med en god nats søvn ville bedre tilstanden. - Godnat...