Slovakiet.

Foto: Zdiar med Belianske Tatra set fra bakkerne.

Distance: 4.30 t.
Grad: 2, moderat. Stenede stier og grusvej.
Skilte: Lokale skilte.
Op/ned: 300 m.
Udstyr: Vandrestøvler eller vandrefodtøj. Regncover.
Proviant: 'Potraviny' i Zdiar.
Til/fra: Turen tager sin begyndelse i Zdiar "centrum", ved kirken og tankstationen.
Se evt. transport til og fra Zdiar.

Vi forsynede os med lidt drikkeligt til turen fra den lille potraviny overfor kirken inden vi begav os afsted. Vi skulle følge landevejen et lille stykke, til busstoppestedet i retning mod Tatranska Kotlina.

Foto: Hotel Magura i Zdiar.

Her fører en sidevej af asfalt ind mellem granerne og ender ved et stort hotel, som der reklameres en del for. Hotellet hedder Magura.

Kort efter nåede vi frem til hotellet, der ligger godt i en stor lysning i skoven. Vejen deler sig, asfaltvejen drejer fra op til hotellet og grusvejen fortsætter i skovkanten.

Vi passerede et udflugssted med borde, bænke og en grillplads lige ved vejen. Et stort selskab var i gang med grillen.

Foto: Flot bor de. Et karakteristisk hus fra egnen.

Grusvejen fortsætter ind i skoven. De mange dages regn viser sig ved store vandpytter i hjulsporene.

Vi passerede et stort flot bjælkehus og kom kort efter til en stor lysning, hvor der stabledes tømmer.

Ganske kort efter kom vi til en mindre lysning, hvor der er opsat noget information. Her deler stien sig i to muligheder. Den sti (blå) vi følger, runder en lille top Plosove Turne (1080 m), og rammer så landevejen igen efter ca. en halv time.

Info: Den anden sti (grøn) drejer af og fortsætter opad gennem skoven til først Siroke Sedlo (1825 m), en tur der kan gøres på 2 timer, og derfra videre til Kopske Sedlo (1750 m), der kan nås på 2½ time.

Fra Kopske Sedlo er der forbindelse videre ad den blå sti, der fører ned til Tatranska Matliare, og en afstikker til Chata pri Zelenom plese. Følges blå sti i den anden retning kan man derfra komme til Tatranska Javorina på 3-4 timer.

Foto: Informationen i skoven.

Vi fortsatte ad den blå sti, som stadig var en god stabil grusvej. Men det varede nu ikke så længe.

Grusvejen ophørte; en anden startede, men førte i forkert retning. Skiltningen var ikke tydelig på stedet og vi kunne ikke rigtig finde sporet.

Et større vandløb spærrede for lige ud, den mest oplagte vej. På den anden side af vandløbet kunne det godt ligne, at en sti fortsatte?

Foto: Zdiar. Stien der blev væk.

Under søgningen opdagede jeg, at der var mærker på træerne i skovkanten på den anden side af vandløbet. Stien var simpelthen brudt sammen af væltede træer og derfor, vi ikke kunne finde vej.

Vandløbet blev forceret og det, der havde lignet, var faktisk også fortsættelsen af stien.

Men det var ikke sidste gang at stien blev væk. Vi kom til et stykke, hvor en større oprydning var i gang også her var stien væk under væltede træer.

Foto: Zdiar. Skue udover de grønne bakker med skilifte.

Vi fik møvet os uden om forhindringerne og tilbage på sporet. Det gik en del opad her og kort efter kom vi ud af skoven med udsigt til åbent land, skilifte og landevejen.

Sporet fortsatte ned ad den grønne bakke. Et par pæle undervejs markerede sporet i det høje græs.

Retningen gav sig nu selv for vi kunne se sporet igen på den anden side af vejen. Desuden var der P-plads, busstop og nogle huse under op/ombygning i forbindelse med landevejen, og anså det for målet.

p> Foto: Zdiar, den 6 km lange landsby set fra bakkerne i vest.

Husene ved P-pladsen er vist kun åbne i vintersæsonen at dømme ud fra skilte og reklamer.

Vi skråede over landevejen og fortsatte opad bakken på den anden side. En god stigning i varmen. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og kaldte sveden frem.

Der var en pragtfuld udsigt over de grønne bakker, med de høje bjerge til højre. I bunden af dalen lå den 6 km lange landsby Zdiar strakt ud.

Foto: Et kig ud over dalen med de Belianske Tatra i baggrunden.

Vi nåede op til skovkanten, hvor vi fandt et lille shelter. Vi satte os og nød udsigten til dalen inden vi fortsatte.

Kort efter delte stien sig i et T-kryds. Går man til venstre, når man ned til landevejen igen, vi fortsatte til højre.

Stien går på bjergryggen, eller måske snarere på bakkeryggen, men det meste af tiden går sporet skoven, så der levnes ikke mange kig til siderne. Men her er nu ganske dejligt og enormt frodigt.

Foto: Et shelter i en lysning i skoven.

Der er også et par steder, hvor der er vand i hjulsporet - og sumpet i det grønne ved siden af opdagede jeg, da jeg ville undvige vandpytten.

Her mellem træerne får vi følgeskab af fluer. Mange fluer. De kredser hele tiden om hovedet på én og er meget nærgående og irriterende. En gren tages i brug som vifte og det hjælper lidt.

Vi kom forbi et sted, hvor der var en mindre lysning og her lå der et lille shelter. Dejligt sted. Der var endnu et af slagsen på turen viste det sig, da vi nåede et godt stykke længere.

Foto: Et tilbageblik mod skoven og stien vi kom ad.

Vi var begyndt at kigge efter den sti, der skulle dreje fra og bringe os ned fra bakken til Zdiar.

Der var en hel del små stier, mange sikkert kun dyrestier, der stak nedad. Der er en del vildt i området her, der skulle indbefatte både bjørn og los af de mere spektakulære. Vi så nogle spændende aftryk i mudderet, men tør ikke komme med bud på af hvad.

Vi fortsatte at følge mærkerne til vi nåede den rigtige sti og så begyndte det at gå nedad bakken.

Det var rart at komme ud af skoven og se ud over bakkerne med Zdiar nede i dalen. Her på åbent land slap vi også af med fluerne.

Vi holdt en lille pause og sad og nød udsigten inden vi begyndte den sidste del af turen. Når man ser på de store græs områder er det påfaldende at vi ikke ser et eneste stykke kvæg. Intet. Her er da ellers føde til adskillige.

Nå, ned ad den grønne bakke. Der er et hjulspor, som vi følger. Græsset står kæmpehøjt på begge sider af sporet. Idyllisk - der mangler faktisk bare en ko der kigger når vi går forbi.

Vi kom ned i landsbyen ganske tæt på byens midtpunkt, hvor vi startede tidligere.