bag
Polen.
Os
Vandreture i Polen. Vandring i Tatra bjergene.
2. Kuznice - Kalatowki - Kondratowa (Na Hali Kondratowej).

Na Hali Kondratowej

Foto: Na Hali Kondratowej set fra kabelbanen.

Distance: 1.30 min. Op/ned: Ca 350/0 m.
Grad: 2. - Kort nederst på siden...

Turen starter ved hovedindgangen i Kuznice og første del til Polana Kalatowki og PTTK Hotel Gorski na Kalatowkach er beskrevet under tur 1 og tager godt en halv time.

Fra Gorski na Kalatowkach er der så en god times vandring op til Polana Kondratowa og bjerghytten Na Hali Kondratowej i 1333 m højde.

Den ligner mere en rigtig bjerghytte. Den er også under PTTK.

Gennem skoven

Foto: Gennem skoven. Lidt stejlt, lidt fladt, lidt op, lidt ned - mest op.

PTTK er en forening, der har til formål at fremme turismen og arbejder med bla. kortlægning af stier. PTTK har også hoteller og campingpladser.

Stien, der fortsætter efter Hotel Gorski na Kalatowkach, er en del smallere og minder mere om en rigtig bjergsti.

Efter det åbne stykke land, man kunne se fra hotellet, går den ind i skoven. På et kort stykke stiger terrænet med ca 100 m. Det foregår lidt i ryk. Lidt stejlt, lidt fladt, lidt op, lidt ned.

Et imponerende skue

Foto: Et imponerende skue. Forude rejser bjergene sig til knap 2000 meters højde.

Det er op gennem skov hele vejen. En ganske dejlig tur og rimelig ubesværet vandring.

Stien snor sig ind og ud mellem klipper, store sten, rødder og træer, og der skal tages nogle høje skridt en gang imellem.

Bedst som man har vænnet sig til vandringen, lysner det pludselig forude, og vi kommer igen ud på åbent land i ca 1300 meters højde.

Bjerghytte na Hali Kondratowej

Foto: Bjerghytte og hotel na Hali Kondratowej.

Et imponerende skue. Forude rejser bjergene sig til knap 2000 meters højde.

Vi kan se røgen fra skorstenen på bjerghytten. Stien fører lige til døren. Hytten er ikke særlig stor, men den er som regel godt besøgt. Her er det også muligt at købe sig forfriskninger og et måltid mad.

Der er borde og bænke udenfor på det åbne areal, hvor man kan sidde og betragte bjergene. Det er her idéer til videre vandring fødes... Dér må vi op!

Op til Kopa Kondracki

Foto: Grøn sti fører mod bjergene og op til Kopa Kondracki.

Og herfra er der 2 muligheder for at vandre videre og op i bjergene:
Den blå sti fortsætter op til toppen Giewont 1895 m.o.h., en tur på mindst 1½ time. Giewont er en profil i Tatra og ser ufremkommelig ud, meget stejl, men det skulle ikke være så svært endda. Har dog ikke selv prøvet.

Den grønne sti har vi prøvet. Den fører op til Przel. pod Kondracka Kopa i 1863 m højde og det tager ca 1½ time. Derfra videre ad rød sti til Kasprovy Wierch, også 1½ time, og ned med kabelbanen.

Se turen her:
3. Hali Kondratowej - Kondrackie - Kasprowy Wierch

Det er muligt at overnatte i hytten, hvis man vil være tættere på bjergene.

Læs om sammensætningen af vandrestierne i Tatra Nationalpark på Det store overblik'...

Kort 2

til top
Eksterne links:

Se tur 2 på
Vandreture 1-4 i Tatra Nationalpark på google maps.

PTTK na Hali Kondratowej, den officielle hjemmeside.





redigeret oktober 2014 - opdateret: 22-11-2014