Polen.
Vandreture i Polen. Vandring i Tatra bjergene.
1. Kuznice - Polana Kalatowki (Gorski na Kalatowkach).
Foto: Polana Kalatowki og Hotel Gorski na Kalatowkach set fra kabelbanen.
Distance: 35 min.
Op/ned: Ca 200/0 m.
Grad: 1. -
Kort nederst på siden...
Det er en let lille tur. Vi har gået den mange gange. Både som appetitvækker eller på vej til andre ture længere op i bjergene.
Den er i øvrigt velegnet til små ben, så er man på de kanter med småfolk, er det en passende adspredelse.
Det er blå sti, den de fleste følger ind i parken, en bred 'hovedvej', der fører op til Polana Kalatowki og PTTK Hotel Gorski na Kalatowkach (1198 m.o.h.).
Foto: Skiltet ved indgangen i Kuznice, der viser de forskellige ture.
I kuznice finder vi stien til venstre for kabelbane stationen. Der ligger også et par cafeteriaer, hvor der kan provianteres.
Det er her skiltet står, der anviser de forskellige ture. Se
Det store overblik..
Den blå sti er bred som en vej, belagt med store flade sten, og det er også en vej. Det sker at vi møder parkens biler, eller andre med forsyninger til bl.a. hotellet Gorski na Kalatowkach.
Foto: Der betales ved indgangen til parken.
Kort efter starten ligger en lille kontrolpost og billethus. Her må alle til lommerne. Det er dog et beskedent beløb der skal punges ud.
I begyndelsen er stien en del befærdet. Familier med børn, nonner, skoleklasser, vandrefolk og seriøse bjergbestigere. Her er plads til alle.
Efterhånden tynder det ud blandt folk, som man kommer længere ind, og op, i parken. Terrænet stiger trods alt, omend beskedent, men det sorterer folket.
Foto: Hotel Gorski na Kalatowkach set fra detour stien.
Efter 15-20 min passeres nogle bygninger på venstre side. Der starter også en sti. Det er en lille detour, som ender nedenfor hotellet.
Kort før vi efter ca 40 min's vandring når hotellet Gorski Na Kalatowkach går en sti ind i skoven på højre side. Det er en sort sti, der bl.a. har forbindelse med Dolina Bialego, gul sti. Se
tur 4.
Hotellet ligger ganske flot på et åbent stykke land, Polana Kalatowki, med udsigt over Bystra dalen.
Foto: Udsigt mod sydøst fra Gorski na Kalatowkach til kabelbanen mod Kasprovy Wierch.
Der er mange, der kun vandrer hertil for at snuse til bjergene, nyde udsigten og lidt forfriskninger på terrassen foran hotellet fra cafeteria og bistro baren.
Og udsigten er da også bjergtagende, hvis man kan sige det sådan.
Fra hotellet er der udsigt over den grønne Bystra dal og til kabelbane gondolerne, der passerer på vej til og fra Kasprowy Wierch, med de store bjerge i baggrunden.
Foto: Cafeteriet i Hotel Gorski na Kalatowkach.
Har man lyst til mere end forfriskniger, så serverer hotellets cafeteria og restaurant en god 'mountain' frokost.
Man kan vælge samme vej tilbage eller bruge den lille detour (også blå) nedenfor hotellet.
Vil man vandre videre, tager det endnu en times tid op til Polana Kondratowa, hvor der ligger
en PTTK bjerghytte, Na Hali Kondratowej, i 1355 m højde.
Se turen her:
2. Kuznice - Polana Kalatowki - Na Hali Kondratowej
Læs om sammensætningen af vandrestierne i Tatra Nationalpark på
Det store overblik'...
redigeret oktober 2014 - opdateret: 22-11-2014