Mit udstyr

Eller bare en vandrekæp, en træstav?

Foto: Et par moderne vandrestave og en en simpel vandrekæp fra caminoen.

Et spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Der er nemlig rigtig mange ting, og ikke mindst holdninger, der spiller ind.

Nogle sværger til dem, andre ikke. For mit eget vedkommende er det lidt både og. Jeg har i flæng brugt en kæp, men det er først indenfor de senere år, at jeg så småt er begyndt at bruge vandrestave. Ikke hver gang og ikke under alle omstændigheder.

Hver ting til sin tid - og brug. Det er også her mit mantra. Det gælder for i øvrigt for det meste vandregrej.

Hovedpunkterne i denne artikel som quick-links:
Vandrekæp - Mine konklusioner - Vægten - Miljømæssige konsekvenser -

Fordele ved vandrestave eller trekking poles.
Den helt klare fordel, som jeg også selv mærker det, er den ganske betragtelige aflastning af især knæene, men også ryggen, som brug af stave giver. Der nævnes tal op til 25-30%, som må siges at være en ganske betragtelig del af byrden, hvis tallene holder.

En anden fordel, er den bedre balance, der opnås ved også at bevæge overkroppen. At have den med i vandreprocessen er samtidig med til at aflaste ryggen.

En lille ekstra detalje til vandrestavenes plus er, at de kan bruges som teltpæle i en snæver vending, eller, hvis man har en tarp. I så fald spares der lidt vægt samlet set.

Ulemper:
Stavene er med hele tiden, også når de ikke bruges. Selvom de ikke fylder alverden når de spændes på rygsækken, så er der det med vægten. De vejer, ikke meget, men de vejer.

Man skal også passe på dem undervejs, hvilket godt kan være lidt stressende de steder, hvor der står mange løse, ved f.eks. mountain hytter. Der er også refugier rundt omkring i Europa, hvor de skal efterlades i "entréen" sammen med vandrestøvlerne.

En anden ulempe, og en lidt overset faktor, er de miljømæssige konsekvenser. Det har ikke noget med ens fysiske tilstand at gøre, men med de psykiske betingelser for en vandreoplevelse.

Måske ikke en stor ulempe, men en detalje er, at der med stavene bruges en del mere energi. Hvorvidt det ligefrem har indflydelse på, hvor langt man kan gå ved jeg ikke, men der skal lidt mere mad i rygsækken til en flerdages tur. En mærkbar faktor, hvis man ikke tidligere har brugt stave.

En ting der irriterer mig, og derfor trækker fra, er at stavene er til besvær, når jeg skal fotografere. Enten hænger de og dingler på håndledene eller også skal de helt tages af. Vandrestav af træ, en vandrekæp eller en stok, kan være helt udemærket. Der findes tilmed vandrefolk der mener, at en kæp er det eneste rigtige. Det var sådan det hele startede. Med en kæp. Også for undertegnede - på caminoen.

Men jeg opnår ikke helt de samme fordele, som med moderne vandrestave. Alene af den grund, at jeg kun bruger én vandrekæp, men to vandrestave. Hele rytmen, balancen er anderledes.

I princippet kan man godt bruge 2 trækæppe. Har set det i brug på caminoen, som Nellie på fotoet, men det ligger ikke lige for synes jeg.

En klar fordel ved træstaven er, at man bare kan efterlade den efter brug og ikke behøver at passe på den undervejs.

Foto: Nell fra Sydafrika brugte 2 vandrekæppe på caminoen.

En ulempe er, at den selvfølgelig skal findes først, og alt efter terrænet kan det være en større eller mindre opgave, men under alle omstændigheder en hyggelig opgave. At finde sin vandrekæp.

Mine konklusioner:
Hvis det går jævnt op, eller ned, på en nogenlunde farbar sti, så er stavene gode for mig. Hvis det kommer til stejle nedstigninger med f.eks. store trin, er kun den ene til hjælp, den anden er mest i vejen (nok et spørgsmål om teknik, eller mangel på samme).

Her er en vandrekæp lige så god, som en fast støtte, når der skal tages fra nedad. En trekking pole eller vandrestav skulle sagtens kunne det samme, men jeg synes ikke, jeg har samme sikre fornemmelse, som med én vandrekæp.

På almindeligt fladt terræn bruger jeg stort set ikke stavene. Det er ikke umiddelbart nødvendigt synes jeg, men der er imidlertid en pointe, som taler for at bruge dem alligevel:

Ved brug af stavene bevæger og motionerer man nemlig overkroppen, skuldrene og armene i takt, så at sige, med kroppens øvrige rytme. Det giver en bedre afbalancering af kroppen og energiforbruget.

Jeg har ofte brugt at venepumbe mine arme, for at få blodet til at løbe tilbage fra hænderne, hvor det hober sig op. Armene hænger jo ellers bare nedad det meste af tiden, hvis man ikke lige har fat i skulderstroppene på rygsækken.

En erfaring rigere blev jeg på Camino de Santiago. Her lærte jeg, at en ganske almindelig vandrekæp kan bruges til andet og mere end lige som vandrekæp. Jeg havde nemlig fået problemer med ømme og stive muskler i nakke og skuldre og blev anbefalet at anskaffe mig en kæp til at massere rygstykkerne.

I Burgos, på 12. dagen, fandt jeg så en, som jeg tog til mig. Jeg brugte den, mens jeg gik, til at massere skuldre og nakke, når sener og muskler begyndte at stivne. Det virkede fint.

Foto: 100 km tilbage af caminoen. Da havde vandrekæppen og jeg fulgtes ad i 16 dage.

Vandrekæppen blev herefter en tro følgesvend og en kær genstand, som jeg tog med tilbage til Danmark... Men det er en anden historie, en speciel oplevelse - caminoen og vandrekæppen.

Uden at have prøvet det, vil jeg dog tro, at jeg kan opnå samme virkning med et par moderne vandrestave.

Vægten
af moderne vandrestave er måske i småtings afdelingen og betyder ikke det store for de mange, men for andre har den stor betydning. Ikke mindst i forhold til det, at vandre light.

Eftersom stavene skal løftes for hvert skridt der tages, har vægten selvfølgelig en vis indflydelse. Første gang man går en lang tur med stave, kan det bestemt også mærkes i armene bagefter.

De tungeste stave er lavet af aluminium og de letteste, og dyreste, er lavet af kombineret kulfiber (carbon) og aluminium. Jo mere kulfiber, des lettere.

De letteste vejer omkring 180 g pr stav, men de fleste vejer mellem 250 og 300 g. Så det kan godt løbe op i et ½ kilo ekstra vægt på turen.

Det er en jungle af forskellige mærker, kvaliteter og ikke mindst priser, så herfra ingen anbefalinger. Til inspiration kan jeg dog fortælle, at dem jeg bruger i øjeblikket er 3 sektions teleskopstave af aluminium.

Foto: Panorama Cham 3S vejer 272 g pr stk, min vandrekæp fra caminoen, kun 212 g.

Jeg har ikke selv anskaffet dem, men lånte, siden købte dem, af en fransk guide på TMB, da mine egne forsvandt.

Jeg ville helt klart gå efter nogle lettere, hvis jeg skulle købe nye i dag. Mærket er 'Panorama Cham 3S, Chamonix Mont-Blanc Label Montagne'. Lyder fornemt, men de vejer hele 272 g pr stk.

Til sammenligning vejer min vandrekæp 'Camino de Santiago, Label Pilgrims Stav 03, Burgos', kun 212 g. Egentlig ganske tankevækkende...

Miljømæssige konsekvenser.
Det kunne lyde som en banalitet, men er ikke helt så enkelt. Det er noget, der tages seriøst ikke mindst i nationalparker.

En af de konsekvenser for miljøet, som brug af stavene har, er nemlig de synlige mærker de efterlader. Små huller i jorden omkring sporet og ødelagt vegetation i samme.

Et andet synligt mærke, er de mange hvide ridser på klipper og sten, hvilket skyldes metalspidserne på mange vandrestave.

Et tredie mærke, usynligt, men alligevel et mærke, er lyden. Lyden af stavenes spidser mod sten og asfalt.

Foto: Synlige mærker: Hvide ridser på klipper og sten.

I følge principperne om Efterlad Ingen Spor (Leave No Trace), er alle 3 omtalte mærker med til at forringe, den samlede oplevelse.

Som stille vandrer mener jeg, at lyden af stavene er meget belastende. - Klik klik klik klik klik - Især på de steder, hvor der ellers burde være tyst... Forestil dig en hel gruppe med stave!

Den amerikanske organisation ATC (The Appalachian Trail Conservancy) anbefaler en række initiativer for at håndtere de miljømæssige konsekvenser ved brugen af trekking poles. De mener at vandrefolk bør være meget mere bevidste om, hvor og hvad de sætter deres stave i.

Man anbefaler bl.a. at bruge gummidupper for at undgå ridserne på klipper, og i visse områder, hvor potentialet for skadelige virkninger er størst, foreslår ATC, at lade være at bruge dem.

Man kunne sagtens forestille sig lignende initiativer og kommende restriktioner i f.eks. europæiske nationalparker.