Mit udstyr

Jeg besluttede i sidste øjeblik, at tage vandrestavene med på turen til Kreta og det var jeg meget glad for.

Jeg havde mine tvivl om, hvorvidt jeg kunne bruge dem i det terræn jeg efterhånden har lært at kende så godt: Masser af små klippestykker, rullesten og stikkende scrub, jvf blokken
Vandrestave. Skal de med til Kreta?

Jeg blev glædelig overrasket. Det gik - de/vi gik - endda rigtig godt.

Foto: Med vandrestave på E4 sporet til Loutro.

Mine bekymringer om egen formåen med stavene blev gjort grundigt til skamme. Jeg fandt meget hurtigt ud af at bruge de "ekstra ben" og konstaterede med tilfredshed at jeg ingen problemer havde med at finde fodfæste til stavene, samtidig med fodfæstet til fødderne, selvom terrænet var råt.

De lettede i den grad min formåen både op og ned ad stierne. Jeg plejer at sætte hænderne på lår og knæ for at løfte mig over selv mindre forhindringer, men det klarede stavene denne gang, hvilket gjorde at jeg gik mere oprejst og blev mindre forpustet.

Jeg gik en meget varm tur på knap 19 km, op og ned ad bjergsider, og kom tilbage i mål uden at have ondt i hverken knæ, ryg eller skuldre. Især ømhed, træthed, i ryg og skuldre plejer ellers at være en tro følgesvend efter slige strabadser.

Foto: Efter 650 m stejlt opad ved brug af stavene er her belønningen: Udsigt til Anopolis og Lefki Ori.

Jeg følte mig i den grad ovenpå under hele turen og glædede mig over, hvor let jeg fandt rytmen mellem ben og stave. De ekstra ben, eller forlængede arme, fandt selv fodfæste mellem klippestykker, sten og den stikkende vegetation uden at jeg skulle koncentrere mig om det. Fantastisk.

Gik og mediterede over om det måske er et genetisk levn fra dengang, hvor vi gik på alle fire? ;-)
De der kender mig vil måske hævde, at det er fordi, det ikke er så længe siden jeg krøb ned fra træerne...

Jeg fandt også hurtigt ud af, at fotografere og kigge på kort uden at slippe stavene, en ellers irriterende detalje, der har optaget mig en del.

De eneste steder jeg ikke brugte stavene var på flad vej og i kløfterne. På flad vej var de ikke nødvendige, da dagsturrygsækken, der kun indeholdt vand og fotogrej, ikke vejede noget særligt. I kløfterne er det for det meste også fladt og de steder, hvor der skulle klatres, kunne de ikke bruges.