Tenerife.

Foto: El Teide, set fra stien ned til Refugio de Altavista.

Pico de Teide er Spaniens højeste top med sine 3718 m.o.h. Teide er faktisk en vulkan og ligger i vulkankrateret Las Cañadas, som er et af verdens største. Området blev nationalpark i 1954.

Teide regnes stadig for en aktiv vulkan, selvom sidste udbrud skete i 1909.

Der er flere vandrestier i krateret, der ligger i ca 2500 meters højde, men ingen gode kort (det kan dog have ændret sig siden).

Refugio de Altavista (3260 m.o.h.) og vandring ned fra El Teide til El Portillo.

Det kræver en bestilling at overnatte i hytten. Se mere her (links og hints).

Vi tog bus 342 kl 9.15 fra Estacion de Guaguas - busstationen i Playa de Las Amèricas. Den kører til Las Cañadas del Teide og videre til byen El Portillo. Den standser ved kabelbanen på vejen, men kører til gengæld kun den ene gang. Der er også kun en retur fra El Portillo, kl 15.15 (de tider gælder stadig i 2014).

Turen op i bjergene, op over skyerne og igennem krateret er ganske imponerende i sig selv. Da vi drog af sted om morgenen, var det overskyet, blæsende og regnfyldt. Nu var vi ovenover regnvejret.

Det kostede 3000 pts pr person med kabelbanen, at blive løftet yderligere 1200 m op ad El teide til ca. 3555 m.o.h. I 2014 er prisen for bus og kabelbane (billet kan købes i bussen) 37 €...

De sidste ca 200 m helt op til toppen af El Teide kræver en tilladelse (links og hints), da sliddet på selve toppen er blevet for stort.

Foto: Betagende udsigt over vulkankrateret Las Cañadas.

Heroppe ved sightseeing punktet lå der spredte klatter af sne. Sammen med de andre turister, nød vi den fantasiske udsigt over krateret.

Vi kunne se mod øst og nordøst, se ned på den skydækkede ø nogle hundrede meter længere nede.

Herfra vandrede vi så nedad mod hytten Refugio de Altavista, der ligger et par hundrede meter længere nede i 3.260 meters højde.

Foto: Udsigten fra Refugio de Altavista nydes, mens vi venter på hyttemesteren.

Her på stien var alle turisterne på sightseeing siet fra og der var ikke just trængsel på stien.

Mødte kun ganske få i dette mærkelige sorte landskab af lavasten. Ikke andet. Som at gå i koks - og lyder også sådan. Ret fascinerende. Har aldrig oplevet noget lignende.

Der var et ganske pænt stykke vej ned til hytten. Må være alt det zigzag mellem lavastenene. Vi nåede frem ved 15.30 tiden. Af med støvlerne.

Foto: Refugio de Altavista, som det så ud inden renoveringen i 2007.

Der var lukket fra 8 til 17, havde vi fået at vide og der var da heller ingen til stede.

Kiggede på omgivelserne og faldt så helt i staver over udsigten. Der lå en del sne. Og solen var ellers godt varm. Helt, helt stille. Fantastisk.

Vi lavede kaffe på Trangria'en og kort efter dukkede hyttemesteren op. Kl 17 var vi installeret.

Foto: Fra sovesalen i Refugio de Altavista.

Altavista er en rigtig bjerghytte med en stor hall og 2 sovesale, køkken og toiletter. Kun den ene sal var i brug.

I 2007 blev hytten totalrenoveret. Den er ikke hvid mere som på billedet.

Der var kun 5 besøgende foruden os og det havde ikke været nødvendigt at købe tilladelse på forhånd. 2 andre købte på stedet. Oplysningen om at, 'der intet er deroppe, ingen køkken, ingen vand' var heller ikke rigtig.

Foto: Køkkenet som det så ud i 2001. Den tiltrængte renovering foregik i 2007.

Der var et køkken, udstyret med 2 gasbrændere, og der var rindende vand - om end man blev bedt om at spare på det.

Køkken faciliteterne er efter fotos at dømme blevet væsentligt forbedret. Der er selvfølgelig også wi-fi i 2014.

Der var ganske køligt indendøre, kun ca 10 grader. Sovesalen var med alkove køjesenge og ganske hyggelig. Der var dynetæpper til rådighed.

Foto: Udsigt over Las Cañadas krateret fra Altavista.

Det blev alligevel nødvendigt at bruge soveposen også for at holde varmen gennem natten.

Jeg havde reddet mig en godyl hovedpine i løbet af eftermiddagen og havde det mildest talt elendigt. Ingen af de medbragte painkillers havde nogen effekt.

På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad der havde forårsaget den voldsomme hovedpine, men jeg har år senere erfaret, at det var højdesyge...

Det kan lyde underligt, men med tanke på, at vi om morgenen startede i ca 1 meters højde og 4-5 timer senere er i 3555 m.o.h., en elevation på 3,5 km, er det måske ikke så underligt. Hvis man er disponeret for højdesyge er det lige opskriften. Selvom vi altså gik 200 m ned igen til hytten var det ikke nok.

Det er absolut noget man skal have i tankerne, men hvis man bare tager op med kabelbanen og ned igen, som de fleste, er der sikkert ikke de store problemer, da det gælder om at komme ned, hvis man får symptomer.

Foto: Solopgang over et skydækket Tenerife set fra bænken foran refugiet.

De der havde 'pas' til toppen, drog afsted kl 5 i bælgravende mørke for at se solopgangen deroppe fra.

Vi nøjedes med skuet fra bænken ude foran hytten med en kop kaffe i hånden. Meget smukt. Morgenstjernen lysende klar. Natten havde i øvrigt bragt et væld af stjerner.

Vi pakkede rygsækkene og gjorde klar til at gå nedad. Vi kunne se flere stier ude i krateret og snakkede om, hvilken vi skulle vælge.

Foto: Flot syn med 2 lag skyer. Jet skyer og de lave, der dækker øen.

Èn gik S/Ø mod kabelbanen, en anden N/Ø mod en lille by man kunne skimte i det fjerne og en tredie så ud som en lille rundtur.

Vi besluttede os for stien mod den lille by El Portillo, hvor vi kunne fange bussen til hjemturen.

Holdt flere små hvil på turen ned for at betragte det storslåede skue.

De sorte lavasten blev efterhånden til grus, da det begyndte at flade ud.

Foto: De såkaldte Teide æg.

Små totter af stride vækster begyndte at dukke op.

Næsten nede fra det stejle stykke, delte stien sig. Det var ikke helt så let at hitte rede i stierne, som vi havde set fra oven. Et skilt viste at vi fulgte sti nr 7, ingen numre på kortet... men retningen god nok.

Lidt længere nede blev vi indhentet af sulten og vi lavede en medbragt risret på Trangria'en. Vi var nået til det sted, hvor stien deltes.

Foto: Et kig tilbage på det stejle stykke. Teide anes ganske svagt.

Vi regnede med, at no. 6 var den til El Portillo. Vi var i lidt i tvivl om vi kunne nå byen inden 15.15 til busafgang.

Vi havde ikke kunnet se oppe fra, hvordan stien slyngede sig igennem landskabet, men der burde være tid nok.

En mand kom ad sporet fra Portillo og kunne fortælle, at han havde været 1½ time om det, så vi havde god tid.

Landskabet ændrede karakter. Meget gruset, med klipper der stak op rundt omkring.

Store klumper af lava umotiveret spredt omkring. 'Teideæg' kaldes de. Opstået som følge af sneboldseffekten under et udbrud. - Lave stride buske og spredte klynger af gule blomster. Betagende. Stridbart. Tørt. Solen lige oven over.

Ved 14 tiden delte stien sig igen. Havde et par gange skimtet byen, og var tæt på - vi kendte retningen - men hvilken sti førte mod byen. Ingen havde den rigtige retning, og ingen hjælp fra kortet. Vi valgte forkert og ville være kommet ud på landevejen et par km. syd for byen.

Vi skråede i stedet igennem terrænet og fandt frem til El Portillo. Her ligger et informationscenter for national parken og en botanisk have med vækster og stenarter fra parken.

Foto: Tilbage i regnvejr på resorten i Golf del Sur.

Tilbageturen må have forløbet begivenhedsløst og uden problemer, for der står intet i mine noter.

Det var i øvrigt lidt sjovt at komme tilbage til resorten i Golf del Sur efter 2 begivenhedsrige dage med masser af sol og så få at vide, at det der havde været overskyet og regnfyldt begge dage. Folk havde reserveret liggestole omkring swimmingpoolen med håndklæder, som de plejede, men altså forgæves...
Men "oven over alting stråler...".