Mallorca.

Foto: Fra Puig de Sant Martí.

Distance: Omkring 2½ -3 timer.
Grad: 1, Let. Kun mærket omkring Sant Marti, så også let at gå forkert. Asfalt- og grusvej.
Op/ned: 250 m.
Udstyr: Alm. godt vandrefodtøj. Vand og solhat.
Til/fra: Det er en rundtur, så man kan hoppe på, hvor man vil - hvis man kan finde ruten. Kort og beskrivelse er ikke nøjagtig, men retningen er den knold med antennerne på toppen, så finder man nok vej.

Vi hoppede på ruten næsten lige ud for vores base på resorten i Port de Alcudia. Med retning mod knolden gik vi så op mod landevejen, der løber nedenfor bjerget og bag om Port de Alcúdia i håb om at finde noget vejvisning.

Foto: Fra det første stykke af grusvejen mod de Sant Marti.

Ingen skiltning. I følge kortet skulle der gå en sti langs landevejen, som er rimelig trafikeret. Vi tjekkede endnu engang og fandt, at der faktisk var noget, der lignede en sti i grøften under os.

Der var en tunnel under vejen og vi kunne se, at stien i al fald blev brugt som ridesti. Vi havde passeret forbi en stald med heste på vejen hertil.

Det så rigtig nok ud, det kunne faktisk godt være det stykke sti på kortet.

Stien var ok. Den gik et par meter under vejens niveau, langs et hegn ind til diverse hoteller, i et frodigt stykke myggeland. Skygge og store vandpytter fra tidligere regnvejr, smal sti - masser af myg.

Foto: Så er det bare deruda'.

Vi når kort efter frem til en tunnel, der fører under landevejen. Godt. Så er vi på rette vej.

På den anden side ser det nu rigtig ud. Vi er fri af myggeland og følger en sti, der bevæger sig opad og væk fra landevejen.

Lidt længere ude ad stien, der stadig fører væk fra landevejen, er der stilhed. - Vi ser intet til de huler, der skulle være her i nærheden. Stien ender i en grusvej, der går på tværs og vi følger den mod højre.

Det passer fint med kortet. På højre side rejser bjerget sig. Ikke lang tid efter er vi ved sidevejen, der fører op til Puig de Sant Marti.

Foto: Vejen op til Sant Marti.

Lige overfor sidevejen ligger noget, der kunne ligne et refugie eller et slags kursuscenter. Måske en spejderhytte?

Vi går op ad vejen, der nu er af asfalt. Den stiger en del og snor sig i et par hårnålesving med fin udsigt til toppene.

Det tager ikke så lang tid at nå op og på det sidste stykke går vi langs med en lille bjergryg, hvor der øves klatring. Der hænger nogle stykker på den stejle bjergside.

Vi kommer forbi den lille bjergryg og får et ganske betagende syn over bugten med Port de Alcudia spredt ud neden for vores fødder.

Foto: Bjerget, hvor der blev øvet klatring.

Der flyver et par hangglidere og de starter herfra toppen. Der står en og bakser med sin kæmpe rygsæk og skærmens liner.

Han er klar til vinden er rigtig og løber lige ud i afgrunden og forsvinder et kort øjeblik, så dukker skærmen op og han hænger, hvor han skal.

Vi sidder en stund og kigger på scenariet, både i luften og på jorden nedenfor, der ligner et landkort. Vi kan tydelig se, hvor vi bor og en del af vejen vi gik hertil.

Apropos vejen; så prøvede vi oppe fra, at spotte den, der skulle føre os hjem igen. Vi havde ikke tænkt os at gå helt til Alcudia og lurede op en genvej.

Foto: Hanggliderne startede her fra toppen.

Vi mente at have styr på ruten når vi kom fri af bjerget og begav os på vej ned igen. Klatrerne holdt nu hvil og balancerende på toppen, sad de nu og spiste deres medbragte mad...

Nede på grusvejen igen fortsætter vi bare der udad. Der er vekslende skov på højre side, mest pinjer tror jeg, og på venstre side er der hegn

Der ligger nogle få ejendomme inde bag hegnene. 'Privado' skiltet er meget brugt.

Vi blev passeret af nogle få biler og en af dem stoppede faktisk og tilbød et lift, som vi dog høfligt takkede nej tak til. Vi var siden ved at fortryde, da vi fik rodet os ud i en temmelig lang, men interessant ...genvej.

Foto: Landkortet med Alcudia bagest.

Vi havde ikke kunnet se hele kortet, landskabet, fra toppen af Sant Marti, og vi valgte en forkert vej ved en rundkørsel.

Vi fandt efterhånden ud af, at vi fulgte den oprindelige rute langs landevejen ind til Alcudia.

Vi granskede det noget mangelfulde kort og fandt en sidevej markeret, der synes at føre igennem til den anden ende af vandreruten. Den måtte vi prøve i stedet for denne kedelige landevej.

Der var ikke andre sideveje før den vi valgte. Vi havde på afstand set biler dreje af og forsvinde ad sidevejen, så vi regnede med, at den ikke kun førte op til det store hus, der lå et stykke inde ad vejen.

Foto: Stengærder omkransede de små veje.

Det så ud til at ville lykkes for os. Vejen fortsatte forbi ejendommen og drejede retning mod Alcudia. Vi kom til at gå på de små, smalle gamle veje, omkranset af høje og lave stengærder.

Ingen mærker eller skiltning fortalte om vi var på rette vej, men retningen var stadig ok. Vejen ændrede retning nogle gange, der bestemt ikke bragte os nærmere målet, men nu var der lang vej tilbage, så det var bare at fortsætte og se, hvor vi endte.

Det blev godt nok en længere tur, og en hel del længere end vi havde regnet med. Det havde været lettere at følge landevejen, men kedeligt. Nu havde vi da fået set noget af det oprindelige miljø.

Foto: Kirken i Alcudia.

I det fjerne kunne vi se kirken i Alcúdia og så længe vi havde den på venstre side var retningen god nok.

Et stykke med afspærring og vejarbejde, hvor vejen delte sig forvirrede begreberne lidt, men igen valgte vi retning.

Vi kom til sidst ud på den store vej, der forbinder Alcudia og Port de Alcudia og det uden at have set at vi, i følge kortet, skulle have passeret ruten den anden vej.

Men vi var tæt på at være hjemme nu og tanken om den kølige rykkede nærmere.