Kreta.
Grækenland. Vandreture på Kreta. Vandring på Rodopoú halvøen.
Kolimvári - Afráta - Rodopós.
Distance: 5-6 km. 2-2½ t.
Grad: 1, let. På asfaltvej vandretur med op/ned på ialt ca 200 m.
Skilte: Ingen.
Udstyr: Vandrefodtøj, solhat og vand.
Indkøb: Kolimvári, Afráta og Rodopós.
Til: De grønne busser mod Kasteli, til Kolimvári.
Fra: Bus fra Pontikiana 14.30 til Chania. Alternativt taxi tilbage til Kolimvári.
Foto: Moni Gonias.
Fra stedet, hvor man bliver sat af bussen, fortsættes ad vejen langs kysten og igennem det der vel har været den originale Kolimvari landsby. Ca 1½ km efter nærmer vi os klostret Moni Gonias. I forbindelse med det ligger der et 'Ortodoks Akademi'.
Nu begynder vejen så småt at stige og efter godt 2 km drejer vejen ind i landet og via hårnålesving når vi et par hundrede meter op og udsigten mod kystlinien er fornem.
Landskabet ændrer karakter og vi går med olivenlunde på begge sider af vejen. Efter godt 3½ km er vi nu nået til den lille landsby Afráta. Her er der 2 tavernaer lige forude. Den til højre drives af en gammel dame og her opleves lidt rigtig Kreta. Til venstre en mere moderne der også har mere på menuen, men ej heller er nær så spændende.
Vi fortsætter ad den smalle vej gennem landsbyen. Nu går vi stik syd. Efter ca 4½ km når vi endnu en lille landsby. Astrátigos. Herfra er flere muligheder. Man kan fortsætte ligeud og kommer så efter yderligere 1 km til Aspra Nerá og fortsætte turen beskrevet herunder eller gå mod nord ad landevejen til Rodopos, hvilket øger længden på turen med godt 2 km. Vor tur tager vejen til højre, som efter ca 5½-6 km i alt når frem til Rodopos. En dejlig lille gåtur.
Har man mod på mere kan man vælge en 4. mulighed i Astrátigos og forsøge sig med grusvejen til venstre, der i retning mod sydøst fortsætter ned i dalen. Det skulle i flg. diverse kort være muligt at finde tilbage til Kolimvári ad denne vej, men det lykkedes ikke for os. Undervejs delte vejen sig flere gange og vort valg var ikke godt. Vejen endte blindt i en olivenlund og vi måtte returnere samme vej. - Men en smuk tur var det!
Kolimvári - Afráta - Aspra Nerá - Kolimvári.
Distance: Ca 11 km. 3½-4½.
Grad: 2, moderat. Mest på asfaltvej vandretur med op/ned på ialt ca 200 m.
Skilte: Ingen.
Foto: Gammel oliven.
Turen er som beskrevet ovenfor, men fra Aspra Nerá fortsættes ad landeven mod sydvest. Kort efter nås landevejen der fører til Rodopos. Vi fortsætter sydpå og snart efter går vejen nedad i hårnålesving. Forude kan vi ane den trafikerede 'nye vej', landevejen der fører til Kasteli.
Et par km fra Aspra Nerá når vi så viadukten, som fører under den 'nye vej'. Her går den gamle landevej, der nu følges til venstre tilbage til udgangspunktet ved krydset i Kolimvári.
oprettet juni 2004 - opdateret: 05-06-2011