Kreta.

Distance ca 20 km. Turen starter på den gamle landevej lidt øst for Rethymnon, hvor et skilt viser at Misiria slutter. Der er et bussop her. Ad sidevejen starter vi på det 2-3 km lange stykke vej. Først viadukten under The New National Road.

Flodlejet ligger på venstre hånd, og på begge sider ligger en del småindustri. Dette stykke af flodlejet flyder med alt mulig skidt og ragelse, som man desværre ser mange steder på Kreta. Ikke særlig inspirerende.

Foto: Så starter Prassano kløften - eller slutter.

Vi passerer den sidste bygning, der vist huser et autoværksted, og går nu nede i flodlejet. Først nu begynder turen rigtig. Klokken er 10.30.

Det begynder at ligne en kløft. Snart tager det sig endog meget indbydende ud. Masser af grønt langs siderne og Nerie i rigt mål.

Flodlejet markant og aldeles tørt. Det er godt varmt. Vi valgte juni til denne tur. 2 gange, begge om foråret, har vi måttet opgive pga for meget vand.

Foto: Kløften begynder at snævre ind og fra flodlejet er der kun få meter til de stejle klippesider.

Kløften begynder at snævre ind og fra flodlejet er der kun få meter til de stejle klippesider, der bliver stadig højere. Solen bager.

Der er helt, helt tyst - bortset fra fuglenes sang og insekternes summen. Det er som om det hører med til stilheden.

Dette stykke af kløften er så ubetinget det smukkeste, synes jeg. Når der er vand her er der meget vand. Mindst 1 m, efter aftegningerne på klipperne.

Foto: Små fine planter blomstrer mellem sand, sten og klipper.

2 gange tidligere har vi været for tidlig på færde og blev stoppet af vand. Man kan ikke klatre udenom på klipperne her. Det er umuligt.

Det er utroligt, at der kan være så meget grønt i dette golde landskab, men det må jo være fra alt det vand, der strømmer igennem i vinterhalvåret.

Omkring de få fugtige steder, er der en summen af bier, der samles for at drikke af de sparsomme dråber.

Foto: Nu dukker der mere vand op. En lille strøm i sandbunden.

Nu dukker der så mere konstant vand op. En lille strøm pibler af sted i sandbunden. Jeg tror dog, at vi er nået en hel del længere ind i kløften end sidste gang vi prøvede.

Vi må hele tiden steppe fra side til side for at undgå vandet og forblive tørskoede.

Det er ikke gået særlig meget opad, faktisk holder kløften nogenlunde det samme niveau indtil det sidste lille stykke, hvor det så stiger ca 100 m.

Foto: Nu begynder det efterhånden at blive sværere.

Kløften begynder så småt at blive bredere, som vi når længere ind.

Flodlejet bliver også bredere og der ligger flere og flere store sten.

Det, der før var sandbund, er nu blevet til stenbund. Store grene og hele stammer ligger fanget mellem stenene.

Klippesiderne er heller ikke mere helt så stejle, men det er alligevel her, at forhindringerne begynder at dukke op.

Foto: Stenene der er faldet ned i kløften bliver større og større.

Vi tager en lille skyggefuld pause og nyder stilheden, der synes at ringe for ørene. Jeg lægger mig på en flad klippe og kigger op i det blå mellem klippesiderne.

Hvis ikke vi havde ærgret os over den manglende kikkert før, så gjorde vi det nu! Ørne eller andre rovfugle kredsede oppe omkring toppen.

Først et par stykker, så flere, og på et tidspunkt gled hele 7 stk majestætisk rundt i luften over os.

Foto: Så skulle der klatres.

Det der før havde været lidt besværligt blev efterhånden til en udfordring i takt med større og større forhindringer.

På et tidspunkt måtte vi kravle op på klippesiderne for at forcere et sted, hvor et klippestykke på størrelse med en bus spærrede for passagen.

Det var ikke så helt ligetil at finde et sted at klatre. Et par varder, sat af andre, hjalp dog til.

Foto: En stor rod, halvvejs oppe i et træ.

Flodlejet er nu så bredt, at der er små bifloder, alle med vand i. Klippesiderne er stadig meget høje, men ikke stejle mere.

Der vokser mange træer langs kanten, og på de mange små holme i flodlejet, så her dejlig skyggefuldt.

En stor rod, halvvejs oppe i et træ, vidner lidt om den kraft, der må være på vandet når det bruser gennem slugten i det tidlige forår.

Foto: Så er vi ved at være igennem.

Så er det ved at være slut. Vi er igennem og begynder at kigge efter E4 sporet, der skulle krydse tværs over flodlejet.

Vi havde tænkt os at bruge det op til Prassies, men vi kunne ikke finde selve sporet. Kun E4 skilte og mærkninger, men intet brugbart spor. Vi søgte rundt, prøvede noget der lignede... men nej.

Havde faktisk besluttet at fortsætte i flodlejet, da en gedehyrde råbte os an.

Foto: Vi blev lukket ud sammen med gederne.

Han havde tilsyneladende set vor søgen. Vi blev ført ud sammen med gederne gennem en låge i hegnet og kom ud på åben mark.

Klokken var 15.30. 5 timer havde vi brugt. Med små pauser - lang pause, da der blev kigget på rovfugle.

Fulgte efter gederne op ad grusvejen. Vi skulle op til landevejen og kunne se den et godt stykke oppe, men det var en pæn omvej for at komme derop.

Foto: En gammel bro på vejen til Prassies.

Så stod vi der... Men hvad nu? I vores planlægning var vi kun nået til, "at vi jo altid kan gå tilbage eller tage en taxi, hvis der ikke går en bus".

Der er ca 3 km op til Mirthios, hvorfra der måske går en bus, men det er både opad og i den forkerte retning, hvis der nu ikke er mulighed for bus.

Altså mod Prassies. Måske der er en taverna. Så kan vi lægge planer over en kold forfriskning.

Foto: Udsigt fra broen over dalen. De Hvide Bjerge i baggrunden.

Fra den gamle bro er der en fantastisk udsigt over den frodige dal. De Hvide Bjerge, Lefka Ori, længere inde i landet. Smukt.

Da vi nærmede os Prassies så vi fra landevejen E4-sporet føre ned mod kløften, så det eksisterer altså, selvom vi havde vor tvivl.

Vi skulle nok have ledt efter det lidt tidligere dernede i kløften, så vidt vi kunne bedømme ovenfra.

Foto: Prassies forude.

Endelig Prassies. Her må være en taverna - der er faktisk 2, men vi snuppede den første. En lille hyggelig landsby.

En fortjent pils - iskold - nydes og planerne lægges for resten af turen. Hvordan kommer vi hjem?

Vi havde gået 12-13 km indtil videre. Lige udenfor byen stikker en sti op på bjerget, og det skulle være muligt, at følge den helt tilbage. Der skal nok være 8-10 km inden vi er helt hjemme.

Foto: Et kig ned i Prassano kløften fra vejen i olivenlunden.

Har vi ben til det? Også hvis vi går forkert og turen bliver længere? Det klarer vi og besluttede at vandre videre mod Rethymnon.

Stien gennem olivenlunden blev kort efter til to grusveje... Hvilken skal vi vælge? Vi valgte åbenbart rigtigt, da vi satsede på den, der førte mod kløften.

Vi kom meget tæt på kanten og fik en fantastisk udsigt ned til flodlejet i bunden af slugten, der så meget lille ud heroppe fra.

Foto: Horisonten, havet og en smuk solnedgang. Misiria ligger stadig et stykke nede.

Vejen drejer på et tidspunkt mod vest, væk fra kløften, og bange anelser sneg sig ind. Er det slut nu?

Der var nu ingen grund til bekymring. Kort efter dukkede en tværgående grusvej op. Så var det bare at følge den mod nord og kysten.

Vi kom igen tæt på kløften og fik et sidste kig ned, inden vi kunne vende blikket mod horisonten, havet og en smuk solnedgang. Misiria ligger stadig et stykke nede.

Foto: Snart efter når vi frem til udkanten af Misiria.

Kun 5 min senere viser huse, marker og indhegninger, at vi nærmer os menneskeskabte områder igen. Det er landsbyen Giannoudion.

Snart efter når vi frem til udkanten af Misiria og finder vej gennem de smalle gyder og videre nedad mod landevejen.

Vi ramte rigtigt. Vandrefællens stedsans fornægtede sig ikke. Vi kom ud på landevejen meget tæt på sidevejen til Camping Elisabeth og var næsten hjemme.