Italien.

Foto: Rifugio Rossi Alla Pania (1658 m.o.h.).

Distance: Ca 8 km
Tid: 4-6 timer
Grad: 3, udfordrende. CAI mærket rød/hvid. Stenede stier og grusveje op gennem bøgeskov.
Op/ned: 1000 m / 200 m.
Overnatning / forplejning: Rifugio Rossi Alla Pania (1658 m.o.h.)
Pris: 34,50 Euro pr. person (halvpension).
Til/fra: Se Rejse og transport.

Vi var oppe kl 7. Solen var endnu ikke kommet op over bjergene. Satte os udenfor og nød morgenen. Det er et flot sted her. Der er en fin udsigt ned til dalen, der er omkranset af bjerge. Hele området er økologisk.

Der er rent faktisk også en campingplads, eller et område til telte på terrasserne, men det er sent på sæsonen og her er ikke andre end os. Vi lukker og slukker formentlig, når vi drager af efter morgenmaden.

Foto: Et kig tilbage. Stien på bjergsiden.

Vi skal et lille stykke tilbage ad landevejen for at finde ind på sti nr 133. Vi så stedet, da vi var på vej til La Betulla i går.

Stien drejer ind i skoven og stiger med det samme. Vi følger bjergets runding på en stenet sti på bjergsiden med en fin udsigt til højre over dalen.

På venstre hånd rejser Mont Piglionico sig. Retningen er sydvest og vi har kurs mod en kløft.

Sporet går nu i skoven, og det går lidt nedad, som vi kommer tættere på kløften. Vi har lige passeret en vandpost og tog et hvil. Der er nu rart her under træernes kroner. Stille og svalt.

Foto: Vandpost i skoven.

Kort efter krydser vi et næsten udtørret vandløb i bunden af kløften og begynder at zigzagge op ad sporet på den anden side.

I følge kortet skulle vi komme op til et stykke grusvej og der skulle ligge nogle ruiner.

Og det passer godt nok. Sporet op fra kløften er uden besvær, ok mærkning og oppe på grusvejen er den videre færd også angivet med mærker. Vi skal et lille stykke mod sydvest, så stik syd godt ½ km.

Vi er nået frem til nogle bygninger, der umiddelbart ser forladte ud. Og dog, der er ny hængelås på døren. Godt sted at have sommerhus. I mellem disse bygninger drejer en sti fra og går nedad bjerget. Det er nr 138, som vi senere benytter på tilbagevejen.

Foto: En af bygningerne ved sti nr 138.

Siden starten er vi kun nået et par hundrede meter op og her på højderyggen, i ca 1000 m i det høje tørre græs, går sporet lige ud i niveau uden stigninger.

Kun få træer skygger for et flot udyn til de stejle bjerge til begge sider.

- Og mod syd, hvor de højeste af bjergene rejser sig til 1858 m.o.h. En karakteristisk grøn knold fanger blikket. Hmm, der er godt nok langt op.

Det sidste stykke af sporet går ind i mellem træerne og det er svært at finde. Vi er så tæt på det stykke landevej, der skulle ligge for enden af den lille stigning vi er inde på og der er mange spor.

Foto: Ved mindesmærket.

Vi klatrer det sidste stykke op og puster ud mens vi lige orienterer os. Et skilt viser den videre vej. Overfor ligger et lille mindekapel, Monte Piglionico, og lidt længere til venstre er der parkerede biler.

Vi følger grusvejen et stykke langs kanten af bjergsiden, så er der ikke mere vej og stien, der nu har nr 7, fortsætter ind i skoven.

Retningen er syd/sydvest og efter ca ½ km deler sporet sig.

Man kan her vælge at følge sti nr 127 som først går mod vest og rundt om bjerget Zo Delle Saette (1720 m.o.h.) for derefter at dreje stik syd mod Rifugio Del Freo (1180 m.o.h.) i dalen nedenfor Pania Della Croce, der også var vores oprindelige mål. Turen er på ca 5km uden de store op- og nedstigninger, men går på kanten af bjerget på trange stier, så man skal kunne tåle højderne.

Foto: På vej op gennem bøgeskoven.

Vi fortsætter de små 2 km ad 7'eren op mod Rifugio Rossi. En stigning på 600 m der, viser det sig, foregår i en bøgeskov.

En dejlig tur selvom det er opad næsten hele tiden, men her er svalt og tyst og sollyset spiller på smukkeste vis gennem trækronernes blade.

På et tidspunkt flader terrænet lidt ud og der åbenbares en dejlig udsigt over bjergene. Så er det igen ind i skoven og opad.

Vi nærmer os efterhånden. Der anes grønne marker mellem træerne. Og så er vi fri af skoven og foran os ligger den grønne knold vi så for længe siden på lang afstand. Vi tager en slapper og nyder synet. Taget af refugiet anes lidt til højre. En flok store fugle kredser omkring knolden.

Foto: Den grønne knold med Rifugio Rossi til højre.

Nå, der er vel stadig omkring 100 m op til refugiet, så vi hanker op og fortsætter op gennem det grønne.

I skoven var temperaturen et par og tyve grader, herude i solen er det mærkbart varmere og vi sveder.

Vi bliver overhalet af en mand med dagstursrygsæk, der spørger om en hel masse på italiensk og vi må melde pas. Vi forstår ikke hvad han mener. Han fortsætter så opad i friskt tempo.

Så er vi oppe ved Rifugio Rossi (1609 m.o.h.) og bortset fra italieneren der overhalede er her ikke andre gæster. Vi spiser en gang pasta og drikker et glas vin alt imens vi nyder udsigten.

Foto: Udsigt fra Rifugio Rossi.

Efter en kop kaffe fortsætter vi så op ad sti nr 7 forbi refugiet. Vi nærmer os Vallone del Inferno, "Helvedes dal", og selvom det lyder skræmmende ser det nu ikke sådan ud. Det skulle dog vise sig, at give os noget der lignede "alle helvedes kvaler".

En sti (nr 139) drejer kort efter fra og går mod nord gennem kløften Borra di Canais. Vi fortsætter ad nr 7, men skal holde øje med en afstikker (nr 126) op mod Pania della Croce. Nr 7 fortsætter mod syd.

Vi møder den første udfordring. Stien er smal og går yderligt på bjergsiden. Der er langt ned og det huer ikke min vandrefælle. Vi stopper en stund og diskuterer vores forehavende.

Foto: Her missede vi stien op til Pania della Croce.

Det her går ikke. Lidt længere fremme ad sporet er der opsat kæder, fordi der næsten ingen spor er.

Der er også noget galt. Vi burde have fundet stien op til Pania delle Croce for længe siden og et kig på kortet giver os vished. Altså langsomt tilbage.

Vi går hele vejen tilbage til det sted, hvor stien ud gennem kløften drejer fra. Vi kigger op mod toppen. Hvor pokker missede vi den sti?

Selvom vi havde masser af tid fra starten begynder den så småt at rinde ud. Vi prøver en gang mere og kort efter finder vi mærkningen af sti nr 126. Hvordan vi missede den i første omgang er nu lidt uforståeligt. Måske vi har været så fikseret på den smalle sti og det tydelige mærke med nr 7 lidt længere fremme? Nå, men nu er vi på rette vej og fortsætter opad.

Foto: Sporet op mod Pani della Croce.

Sporet er ikke så tydeligt, men anes på afstand og hver gang vi mangler en pejling dukker et nyt mærke op.

Strækket til toppen er på en lille ½ km der stiger ca 200 m. Ind i mellem minder det mere om klatring end vandring, når der skal forceres store klippeblokke.

Så er vi oppe og et fantastisk skue åbenbares. Et smalt spor fortsætter på bjergryggen hen til korset og den modsatte retning mod Zo Delle Saette.

Stien vi skal følge går brat nedad - meget brat. Alt for stejlt for min vandrefælle, der pure nægter at gå den vej ned. Vi kan se Rifugio del Freo nede i dalen. Godt 500 m længere nede.

Foto: Sporet op mod Pani della Croce.

I følge kortets højdekurver burde nedstigningen ikke være tilnærmelsesvis så stejl, men det nytter jo ikke rigtig noget.

Tiden er ved at løbe ud og vi må konstatere, at vi ikke kommer ned til Rifugio Freo. Vi må tilbage til Rifugio Rossi og så overnatte der.

Nedstigningen blev klaret uden de store udfordringer og snart var vi tilbage på Rifugio Rossi.

De to der bestyrer refugiet spurgte lidt ængsteligt til om der var sket noget siden vi kom tilbage. Vi fortalte historien og bad dem ringe til Rifugio Freo og fortælle, at vi ikke kommer.

Foto: Solnedgangen set fra Rifugio Rossi.

Vi lavede en balje kaffe og satte os udenfor i solnedgangen og snakkede om dagens begivenheder - og hvad gør vi i morgen?

Det var jo ikke ligefrem gået som planlagt, men oplevelsen var ikke blevet ringere og vi havde heldigvis frihed til at gøre som vi lystede og magtede.

Og vi havde klaret en del i dag. Vandret 1000 m opad og et par hundrede ned igen.
- Godt gået...

Vi spiste en god middag og drak vin dertil, kiggede lidt stjerner og så månen lyse klipperne op, inden vi krøb til ro i køjesengene i refugiet.