Italien.

Foto: Castelnuovo di Garfagnana. Toscana.

Distance: Ca 11 km
Tid: Ca 6 timer
Grad: 3, udfordrende. GT mærket (Garfagnana Trekking). Rød / hvid. Stenede stier, gamle æselspor, grus- og asfaltveje.
Op/ned: 650 m / 100 m.
Overnatning / forplejning: Agriturismo La Betulla i Alpe di San Antonio.
Pris: 40 Euro pr. person (halvpension).
Til/fra: Se Rejse og transport.

Turen starter i den sydlige udkant af Castelnuovo fra den befærdede vej Viale Giovani Pascoli ud af byen. Efter nogle etagebolig blokke og et Medical Center, går et stykke vej til venstre, over en lille flod og op mod et hus. Der sidder et skilt på stenmuren. "Sassi 1.30 h". Vi er på rette vej.

Ved huset drejer en sti fra og tager retning op mod skoven. Vi går mellem bakker, træer og højt græs. Der ligger huse spredt omkring. Vi skrår over en asfaltvej og kommer nu ind i skoven.

Foto: Op gennem kastanieskoven.

Det er kastanje skov og sporet er satte sten fra ældre tider. Nogle steder er de eroderet væk, men ellers stadig brugbare.

Sporet snor sig op gennem skoven. Væk er støjen fra landevejen og byen. Her er ganske tyst.

Efter godt en kilometer gennem skoven, rammer stien en asfaltvej og fortsætter ad denne. Vi passerer en klynge huse, hvor dagens sysler foregår i stille tempo.

Vi hviler et øjeblik, hvor vejen slår et sving til højre, og kaster et blik på kortet. Det ser ud til, at der er en sti ligeud og opad og ville sikre os. Vi kan ikke se nogen mærker.

Foto: Landsbyen Sassi.

I det samme passerede en bil og et kort øjeblik efter kunne vi se den oppe for enden af stien. Et shortcut altså. Det er vores kort ikke tydeligt nok til at gengive.

Vi stavrer op ad stien, der ser ud til at være ryddet for nylig og kommer op til asfaltvejen igen. Der ligger et par huse og der er frit udsyn til dalen og Castelnuovo.

Vejen deler sig kort efter, men ruten er tydelig mærket og vi fortsætter. Vi nærmer os den lille landsby Sassi.

Sassi strækker sig langs landevejen og på vej ud af byen snupper vi en cola og en kop kaffe i skyggen udenfor på den lille bar Il Falco. Indenfor i barens tilstødende restaurant er der en større servering igang for nogle arbejdere, der holder frokost pause.

Foto: Kirken udenfor Sassi.

Vi fortsætter ad asfaltvejen ud af Sassi og kommer kort efter til byens kirke.

Vejen fortsætter opad og snart dukker endnu en klynge huse op. Det er landsbyerne Rocco og Eglio.

Her kniber det så med at finde GT mærkerne, men der er kun 2 veje, så det kan vel ikke gå helt galt. En der går lidt højere oppe og den vi går på. Vi skal igennem landsbyerne så vi fortsætter ad "hovedgaden" og ser så et mærke.

Den smalle gade mellem husene er ved at blive repareret og vi skræver over våd cement. Vejen videre kunne også trænge til en kærlig hånd. Den er hullet og lappet - og går stadig opad.

Foto: Stenmanden udenfor Sassi.

Vi holdt et lille hvil, mens vi kiggede på kortet. Vi skal følge asfaltvejen endnu en lille km, før sporet fører væk fra vejen.

Vi har gået halvdelen af de ca 11 km. Det er blevet en varm affære siden vi kom ud af skovens skygge. Her på landevejen bager solen lystigt.

Det er fladet noget ud på det sidste stykke. Siden starten er vi gået ca 450 m op, så det er rart at strække ud og bare gå.

Vi nåede frem til et T-vejkryds og vi burde have været drejet af et stykke før. Nu gik det ellers lige så godt, men vi havde misset mærkerne.

Et kig på kortet afslørede at skaden ikke var så stor. Faktisk går stien parallelt med vejen bare lidt længere nede ad bjergsiden og vil krydse igen 1½ km længere fremme.Vi blev enige om at fortsætte ad landevejen.

Foto: Et kig tilbage ved Eglio.

Vi havde kun mødt meget få biler, så det var fint nok at gå her og vi nåede hurtigt frem til det vejkryds, hvor stien skulle dukke op igen.

Vi fandt også stedet, men havde besvær med at finde det videre forløb. GT skiltet pegede mod venstre. ½ time til Alpe San Antonio.

Landevejen til San Antonio drejede til højre og nedad i et u sving. På kortet så det ud til at sti og vej krydsede lidt længere nede.

Vi vandrede til venstre ud ad landevejen og spejdede efter et mærke på højre hånd. Vi havde gået et pænt stykke uden at finde mærker, så vi måtte tilbage og prøve igen.

Foto: Vejkrydset ved Le Conche.

Vi var helt tilbage ved skiltene før vi så det. Et rødt/hvidt mærke på et træ et lille stykke nede mellem træerne. Det var godt nok svært at få øje på. Nu står der en lille varde i vejkanten.

Stien vi nu gik nedad kunne godt trænge til lidt cutting. Tornebuske og brombærkrat kæmpede indædt for at fange os ind og spindelvæv klæbede til ansigtet. Det var urskov og det fortsatte på den anden side af vejen vi krydsede lidt længere ned kort efter.

Stien blev lidt bredere og lignede mere en sti og efter en ½ km var vi fremme ved et vejkryds lige før San Antonio. Et CAI skilt viser sti nr 133 i begge retninger. Nr 133 skal vi bruge i morgen når vi skal videre.

Foto: Stien nedad i urskoven.

Et hjemmelavet skilt viser til La Betulla og mærkningen er ok. Vi fortsætter og kommer kort efter til nogle huse. Alpi San Antonio.

Vi kigger efter La Betulla, men det ser ikke ud til at der er noget der hedder sådan her.

Vi spørger om vej hos en ældre herre, der trækker os med og peger et godt stykke ned ad bjerget mod en lille klynge huse, "La Betulla. Si!"

Nå tak. Der er nu et pænt stykke ned for vejen tager nogle store sving. Hmm. Vi troede vi var fremme. Nå nedad det gik og i det sidste sving dukkede en bygning op, som vi havde set på foto i en brochure for refugier.

Foto: Rifugio San Antonio.

Så var vi vel fremme? En dør stod på klem og der sad nøgler i. Hallo! - Ingen reaktion. Vi satte os til at vente. Der gik en rum tid og intet skete.

Vi kiggede os omkring og fandt endnu en åben dør med nøgler i. Det var ind til et opredt værelse. Nå, så var vi da ventet.

Satte os igen udenfor og jeg kom til at se nærmere på et skilt på væggen. Rifugio Alpe S. Antonio stod der. Ikke et ord om Betulla. Nu blev vi godt nok i tvivl.

Lidt længere henne ender sidevejen i en lille klynge huse og vi spørger 2 ældre damer, der sidder udenfor det ene, om de kender til La Betulla og overnatning? - Men det går ikke. Vi forstår slet ikke hinanden trods flere forsøg.

- Lige som jeg opgiver og kigger mig omkring, opdager jeg, at der står skrevet "La Betulla" på et skilt, der hænger foran en træpavillon ved siden af huset, hvor kvinderne sidder.

Foto: Indlogeringen ved La Betulla.

Vi ringede til Turistkontoret i Castelnuovo, hvor kvinden der havde stået for arrangementet fik redt trådene ud for os.

Det var jo heller ikke meningen vi skulle overnatte i refugiet, men på La Betulla. Et eller andet var gået galt.

Vi flyttede vores gear ned til La Betulla og fik stue etagen i et lille hus til vores disposition. Soveværelse, stue, køkken og bad. Perfekt.

"Dinner otto, capice?" - Yep, det forstod vi. Havde så lige en lille time til at bade og nyde solen inden den forsvandt bag bjergene.

Foto: La Betulla. Restauranten.

Til aftensmaden, som foregik i pavillonen, der viste sig at være en restaurant, var datteren i huset dukket op og hun kunne lidt engelsk.

Det hjalp lidt på humøret og resten gjorde den dejlige mad der blev serveret. Pasta, kotellet, kanin, salat og vin. Og rigeligt af den.

Vi drak kaffe, takkede af og sad lidt udenfor huset og nød stilheden og natten inden vi tørnede ind.