Italien.

Foto: Rifugio Elisabetta (2197 m).

Distance: 5-6 t. (Ca 12 km).
Grad: 3, udfordrende.
På asfaltvej, grusvej og stenede stier. De sidste 250 m op til refugiet er de mest krævende.
Op/ned: 600 / 600 m.
Udstyr: Vandrestøvler. Solhat og vand. Regnjakke og regncover bør medbringes. Vejret kan skifte brat i bjergene.
Proviant: Forfriskninger i Rifugio Elisabetta inden hjemturen.
Til/fra: Fra Courmayeur bus mod La Visaille. Stå af ved endestationen.

Skråt overfor bussens lille vendeplads ved La Visaille, hvor vi bliver sat af, ligger restaurant Chalet del Miace, men vi ved jo at der ikke er mulighed for at købe en kaffe, (se tur 2) så vi begiver os afsted over broen og udad vejen.

Lige som sidst vi var her, er der mange biler. Samme mønster som sidst. Nogen er på vej op og andre på vej nedad. I vejsiden holder parkerede biler den halve km op til bommen, hvor de der ikke fandt plads vender og kører ned igen.

Foto: Stien ud til Lac du Miage.

Det begynder at gå opad. Ikke noget særligt, men det er de første af godt 500 m's stignig ud til Bar Combal (se tur 2).

Vi når frem til bommen, hvor vejen slår et u-sving og vi tager en af genvejene op til næste hylde.

Heller ikke dennegang er vi alene på denne første del af ruten, men der er knap så mange ude at vandre, som sidst vi var her, hvor det var weekend.

Som vi nærmer os broen, hvor stien deler sig, er der nu ikke mange tilbage på vejen. Lige som sidst er der mange, der kun går et stykke derudad og så vender tilbage til deres biler. Det er knap så varmt i dag; der er en del skyer på himlen og vi får med mellemrum en pause fra den stærke sol.

Foto: Mod Refugio Elisabetta. Les Pyramides Calcaires forude (2726 m).

Vi holder en lille pause ved broen. Det er her en sti fører opad til højderyggen. Rute 6, 8, Alta Via n. 2 og TMB mod Courmayeur og rute 9 (EE) op til Mount Fortin (2758 m). Et træskilt viser, at det også er stien til refugiet Maison Vialle.

Vejen ud til Elisabetta er rute 12, 13, Alta Via n. 2 og TMB, der efter refugiet fortsætter vest på. Vejen ud til Refugio Elisabetta er små 3 km lang, i en næsten lige linie uden op og ned. Vi begiver os af sted.

Vejret er lidt blandet. Der er mange skyer, men det er varmt når solen får lov. Den grusvej, i fuldstændig lige linie, synlig flere km frem, fik mig til at tænke på caminoen og trekket over mesetaen. Men så hører enhver sammenligning op. mens bjergene på meseta vandringen lå ude i horisonten, er de meget nærværende her.

Foto: Et kig til de store bjerge med gletcherne.

På vores venstre side rækker bjergsiderne sig op i 2700 m med Mt. Fortin (2758 m) som det højeste punkt.

På højre side breder dalen sig ud og der er udkig til massivet med Petit Mont Blanc (2454 m) og de store gletchere på hver side af bjerget. Et imponerende skue.

De mange afløb af smeltevand fra isen man kan se plaske ned, ender her i dalen og samles til den flod, der strømmer gennem Val Veny.

Et lidt underligt landskab. Der er mange vandløb og mange tuer og små øer. Der vokser lave træagtige gevækster, der alle læner sig mod nordøst og lave forblæste buske.

Foto: Refugio Elisabetta forude.

Vi nærmer os så småt og kan nu se den sidste del af vejen sno sig de 200 m op til refugiet.

Lige inden stigningen dukkede en lille sidevej op. På en stor sten var mærker med pile, der viste videre ad grusvejen, men vi blev lidt i tvivl om det måske var en genvej. Vi fortsatte ad grusvejen.

Man burde jo have lært det efterhånden. Der ser aldrig ud til at være så langt, når man udmåler "det sidste stykke" vej, som der så viser sig at være.

Vejen tog sig et par gevaldige sving, som ikke var synlige på afstand. Da vi havde gået lille stykke opad den, viste der sig en genvej. En lille sti førte op gennem vildnisset af buske og op til næste etage af vejen og så fremdeles til de sidste 50 m før refugiet. Lidt kortere, lidt hårdere. En gruppe englændere kæmpede sig opad vejen på mountainbike. Sejt.

Foto: Et lille udvalg af egnens specialiteter: Pølser, skinke og ost.

Vi nåede refugiet samtidig med englænderne og det var overraskende at se, at det ikke kun var unge mennesker. Der var flere gråskæg i mellem.

Vi bestilte, hos den meget venlige og engelsktalende værtinde, en god platte med et lille udvalg af egnens specialiteter. Pølser, skinke og ost og dertil en kæmpe portion salat. Det smagte fortræffeligt og kostede sammen med 2 cola og 2 kaffe 20 Euro, hvilket nærmest var billigt i forhold til, hvad vi ellers havde oplevet.

Der kom stadig folk til. Nogle ad samme vej som os med kun let eller ingen oppakning, andre kom fra vestlig retning med store rygsække og var sikkert på TMB. Rundt omkring på terrassen sad folk og slappede af eller lå og døsede på bænkene. Ren idyl i bjergene.

Foto: Uvejret set mod nordøst på vej mod Courmayeur.

Et gungrende tordenbrag fik dog forsamlingen hurtig på benene. Fra vest trak der nogle voldsomt sorte skyer hen over toppene.

Folk fik travlt med at komme afsted og tilbage mod La Visaille. Der er mindst 2 timers vandring, men det så ud til at kunne begunde at styrte ned, hvad øjeblik det skulle være.

Vi havde regnjakker og cover til vores rygsække, så vi havde ikke travlt med at komme afsted.

Det lynede og tordnede rundt om os og skyerne hang tunge og sorte og skjulte bjergtoppene. Man kunne se, hvordan skyerne tømtes for vand længere mod nordøst, men her var det stadig tørt.

Foto: På vej tilbage kunne vi se uvejret over Courmayeur.

"You'll catch the rain?" sagde en mand, der sad ved bordet ved siden af, da vi begyndte at gøre os klar til at gå. -"If you wait just one hour it'll be over!"

- Ja, det vidste vi godt, men vi skulle til at vende næsen hjem og vi forklarede at vi havde regnjakker og tog chancen.

Vi begav os afsted nedad grusvejen og droppede de genveje vi havde brugt opad. Hvis det skulle blive regn ville de blive til mudrede vandløb på meget kort tid.

Vi havde ikke gået langt før det begyndte at dryppe og vi stoppede og tog regnjakker på og cover til rygsækkene. Vejret havde godt nok taget en truende drejning i løbet af den sidste halve time og det så ikke ud til at blive bedre. Snarere tværtimod.

Foto: Tilbage ved broen, stadig kun lidt dryp fra oven.

Men indtil videre var det stadig kun lidt smådryp, men vi kunne se, hvordan det lynede over Courmayeur og Val Ferret.

Vi nåede de første 3 km tilbage til broen, og havde stadig kun fået dryp fra oven. Vi kiggede opad stien, der fører til Maison Vialle (Rute 6, 8, Alta Via n. 2 og TMB). - Vi havde snakket om at tage den rute hjemad, men vi var bagud efter vores tidsplan, hvis det skulle gennemføres - og nu var der også det truende vejr at tage i betragtning.

Ruten er overvejende en smal sti (vi har gået noget af den) og den vil ikke være rar at gå i styrtregn. - Vi valgte det sikre og fortsatte ad grusvejen og asfaltvejen tilbage til La Viasaille.

Tilbage i La Visaille efter knap 2 timer, var der kun en lille halv time til bussen kørte hjemad. Stadig kun drypregn. Vi satte os udenfor på terrassen i Chalet du Miace og ventede på bussen. Det rumlede stadig voldsomt og så ud til regn, hvad øjeblik det skulle være. Men sådan havde det jo set ud de sidste par timer.

Tilbage på campingpladsen satte vi os udenfor baren og drak en kølig. Så begyndte det at små regne og vi satte kurs mod teltet. Et øjeblik efter kom vandet og det regnede i 4 timer til akkompagnement af torden der rullede rundt i dalene.