Italien.
Vandring og trekking i Italien. Mont Blanc de Courmayeur.
1. Peuterey - Maison Vieille - Dolonne.
Foto: Rifugio Monte Bianca (1700 m) set oppefra.
Distance: 4 -5 t. (6-7 km).
Grad: 3, udfordrende. Lidt hård stigning i starten, turen ned er stejl. På stenede stier, grusveje og asfalt.
Op/ned: 400 / 700 m.
Udstyr: Vandrestøvler. Solhat og vand. En regnjakke og regncover til rygsækken bør også medbringes. Vejret kan skifte brat i bjerge.
Proviant: Forfriskninger i Maison Vieille midtvejs.
Til/fra: Fra Courmayeur bus mod La Visaille. Stå af ved Purtud.
Peuterey er en lille klynge huse, der ligger lige ved siden af campingpladsen Monte Bianco la Sorgente for enden af den hullede 600 m lange grusvej fra broen over floden ved stedet, der hedder Purtud (også nævnt Perthud). Der ligger en bar og lidt tilbagetrukket et hotel med restaurant. Det er også her bussen mellem La Visaille og Courmayeur stopper i begge retninger - og her kan turen begynde.
Foto: Et af de få huse i Peuterey.
Skråt over for broen, med retning mod La Visaille, går et hjulspor opad parallelt med landevejen. Følger man det, kommer man kort efter op til en klynge huse, der vist er sommerhuse. Velholdte og trimmede.
Samme sted ved broen fører en lille sti stejlt opad og den fulgte vi i stedet og kom så kort efter ud på samme hjulspor ved Lassy Damon.
Efter de første 2 huse viser et skilt, at stien fører opad i skoven. Den skal vi opad.
Nu stiger terrænet og sveden driver af en. I dag er temperaturen omkring 30 grader lige før middag. I starten er stien smal, men kort efter bliver den til et tilgroet hjulspor. Vi kommer fri af de første træer og kan se ned på campingpladsen der ligger på den anden side af floden bag granerne.
Foto: Rifugio Monte Bianco (1700 m).
Sporet bliver igen til en smal sti og fører op gennem et lille stykke græsmark til en asfaltvej. Nu er der udsigt op til Rifugio Monte Bianco, der ligger i 1700 m. Asfaltvejen snor sig derop til, men stien skærer genvej, forbi en lille restaurant, op til vejen igen og skiliften Peindein lige før refugiet.
Selvom der kun er gået lidt over en halv time siden starten, indbyder stedet til en lille slapper, en forfriskning og en café americano, mens den storslåede udsigt over dalen nydes. Man har jo sommerferie.
Herefter skal vi følge sti nr. 6, først ca 1 km opad i et bredt skispor, siden et kort stykke videre opad mellem træerne.
Især starten tager godt af højdemeterne, men så flader det noget ud og lungerne kommer på plads igen. Stien er flankeret af graner og med mellemrum står snekanoner.
Foto: Rifugio Maison Vielle (1956 m).
Der bliver nu udsigt til åbent land opad og skiliften Bertolini - Seggiovia, der går fra 1763 m til 2195 m.
Lige efter stationen drejer sporet skarpt opad til venstre og bliver en smal sti der zigzagger op gennem skoven. 200 m opad så kommer vi ud af skoven og har udsigt til åbent land og Maison Vielle (1956 m).
Et populært sted og knudepunkt. Her mødes stier fra flere retninger og også TMB.
Vi har været afsted i ca 3 timer, men har holdt en god lang pause og flere små stop undervejs og har sikkert kun gået i godt 2 timer. Maison Vielle har køkken, bar, betjening og her er hyggeligt, så vi slår os ned og spiser en dejlig frokost og drikker kaffe.
Foto: Der skal vi ned. Courmayeur 6-700 m nede.
Så kigges der på kortet efter stien nedad. Vi skal følge TMB sporet, der også er mærket trekant 2 (Alta Via n. 2). Skiltet fortæller, at det tager 1 time og 20 min ned til Dolonne.
Tja, nu må vi se. Der er 700 m ned. 300 m på første del og på sidste halvdel af turen 400 m stejlt ned. Det er hårdt for knæene hos nogle og bremsemusklerne kommer på arbejde - og det er vores første længere tur i denne omgang. Vi tager sikkert et par pitstop undervejs.
Det går fint i starten, nedad over åbent og grønt terræn, med udsigt til Courmayeur, der ligger i dalen. Der er flere alternative spor, der krydser nedad, men vi holder os til det angivne. Der er udsigt til den store skiliftstation Plan Checkrouit og en del hytter og det er til at forestille sig, hvordan det tager sig ud med aktivitet om vinteren.
Foto: En af hytterne ved sporet.
Det sidste lille stykke hen mod Plan Checkrouit forsvinder sporet i byggeaktivitet og oprydnings rod. Vi sætter kurs mod et stykke grusvej og finder et mærke. Et ganske kort stykke af grusvejen, så fortsætter en sti fremad.
Et stykke længere nede kommer vi igen ud på grusvejen og følger den små 100 m. I næste u-sving, drejer en sti fra til venstre. Den er skiltet med træskilte og viser ned til Dolonne og Courmayeur. De trætte bremsemuskler får en lille pause inden det for alvor går nedad.
Sporet snor sig nedad Mount Chetifs grønne bjergsider og udsigt til byen er kun muligt en gang imellem. Der er utrolig mange sommerfugle på stien gennem det grønne.
Foto: Dolonne.
Vi er næsten nede, da vi kommer ud af skoven. Stien fører ud til et lille stykke asfaltvej, den sidste bid ned til Dolonne. Vi kommer forbi Fun Park, det lokale vandland inden vi går ind i Dolonne.
En meget hyggelig og velholdt lille bydel på den anden side af floden, der skiller Dolonne fra Courmayeur.
Vi går langs floden ned til broen og fortsætter ind i Courmayeur med retning mod busstationen.
Vi klarede ikke at gå ned på 1.20, men hvorfor skulle vi osse det? Vi havde jo ikke travlt og tog nogle pauser og var nede efter godt 2 timer.
Vi har tid inden bussen hjem til Peuterey og campingpladsen, så vi finder et sted, hvor vi sætter os og drikker en dejlig kold øl, og slapper af oven på feriens første ganske gode vandretur.
Eksterne links, del og like:
oprettet juli 2006 - opdateret: 28-01-2016