Relateret.

Det kan måske lyde lidt mærkeligt, at omtale højdesyge eller AMS (acute mountain sickness), som det ogå omtales, i forbindelse med vandring, men når der er tale om vandring i bjerge, er det faktisk mere relevant end man umiddelbart tror og det er derfor, jeg bringer det på bane.

Man kan således allerede rammes i ca 2000 meters højde, og der er sikkert mange, som har haft en mild højdesyge uden at være klar over, hvad det var, der gav hovedpine og kvalme.

Det anslås nemlig at ca 20% vil opleve milde symtomer ved 2000 m, men ved ophold i over 3000 meters højde er risikoen for at opleve moderat højdesyge ganske reel og ca 40% vil opleve symptomer.

Jeg har oplevet det 2 gange, men begge gange uden at vide, hvad der forårsagede den kraftige hovedpine og ubehaget. Det er først år senere, i forbindelse med forberedelserne til første Nepal tur, at jeg blev opmærksom på, at det var højdesyge. Det ramte mig i en grad et sted mellem mild og moderat udfra symptomer at dømme.

Ikke at højdesyge var et ukendt fænomen for mig, men det var noget jeg forbandt det med de rigtig høje bjerge, som netop Himalaya, og jeg havde ingen idé om, at det kunne opstå helt ned til 2000 m.o.h.

Foto: Højdesyge på El Teide. Fra stien ned til Refugio de Altavista.

Mine erfaringer med AMS stammer fra El Teide på Tenerife og Mulhacén i Sierra Nevada, mens jeg tværtimod ikke oplevede nogen gener i Nepal.

Det kan umiddelbart lyde underligt, men den helt afgørende forskel er akklimatisering, hvor hurtigt og hvor højt man foretager opstigningen.

I Nepal blev vi stille og roligt vænnet til højderne, dag for dag, og der var ingen store højdeforskelle på samme dag.

El Teide
På Tenerife startede vi i højde med vandoverfladen og endte i 3555 m.o.h. 4-5 timer senere. Først bus op til lidt over 2000 m, siden kabelbanen yderligere 1200 m op. Efterfølgende gik vi ca 300 m ned til refugiet, så vi endte i ca 3260 m.o.h.

Mine symptomer var en knaldende hovedpine, der ikke kunne slås ned med de ordinære painkillers, en manglende appetit, en udtalt træthed og så frøs jeg meget, selvom jeg lå indendøre i refugiet i soveposen med alt tøjet på og med flere lag tæpper over mig.

Dagen efter var de værste symptomer overstået. Den sidste rest hovedpine forsvandt med et par piller efter morgenmaden, kaffe og turen ned ad Teide.

Mulhacén.

Foto: På toppen af Mulhacén inden højdesygen for alvor tog fat.

I Sierra Nevada opholdt vi os i ca 1400 meters højde, da vi med bus blev fragtet op til ca 2700 m på knap 2 timer.

Herfra gik vi så de sidste godt 700 m op til toppen af Mulhacén, som ligger i 3483 meters højde. En opstigning på lidt over 2000 meter på en halv dag.

Symptomerne var nøjagtig de samme, bortset fra, at jeg ikke frøs som sidst. Heller ikke denne gang hjalp vores medbragte hovedpinepiller.

Igen var det kun mig det overgik. Vandrefællen havde ingen problemer. Begge gange må den pådragne højdesyge tilskrives den alt, alt for hurtige opstigning.

Grunden til at det ikke blev værre i Sierra Nevada er formentlig, at vi jo var nede i 1400 meters højde igen ved aftentide. På El Teide skulle vi heldigvis 300 m ned igen, ellers var jeg sikkert blevet mere syg end som så. Oplever man symptomer er det bedste råd nemlig at søge nedad igen.

Det er individuelt om man er disponeret eller ej og, så vidt jeg har forstået, heller ikke til at vide på forhånd.

Hvis du vil vide mere om højdesyge, AMS, symptomer, forebyggelse, behandling og hvem der rammes, så er der nogle gode kilder herunder: