bag
Jylland.
Os
Bramslev Bakker.
Bramslev Bakker - Valsgård Bæk - Valsgård.
Langs Valsgård Bæk Foto: Fra stien langs Valsgård Bæk.

Min vandring, der skulle have været rundt om Mariager Fjord, tog sin begyndelse i Hobro. Jeg fulgte den afmærkede sti de 5 km langs kysten til Bramslev Bakker, hvor der ligger en campingplads. Det var tanken at bruge næste dag til at vandre i Bramslev Bakker og ved Valsgård Bæk, der er fredet område med gode vandreruter, de er ikke så lange, men kan kombineres til længere ture.

En skade satte stop for mine planer og jeg blev i stedet på campingpladsen og plejede skaden. Jeg fik dog vandret mange småture i det dejlige område på forskellige tidspunkter af døgnet. Det var nu ikke noget dårligt sted at strande.

En af de ture jeg gik var gul rute fra campingpladsen, langs med kysten til det sted, hvor Valsgård Bæk løber ud i fjorden. Jeg fulgte så Valsgård Bæk ad først blå rute og siden grøn rute til Valsgård by. En tur på ca 5 km.

Fra Valsgård gik jeg så tilbage ad landevejen, et stræk på 2½ km, men kunne selvfølgelig have valgt samme tur tilbage og evt have fulgt den gule rute ind i bakkerne det sidste stykke til campingpladsen.

Bramslev Bakker - Valsgård Bæk - Valsgård

Distance: Ca 5 km. Kan gøres på 1½ time, men hvorfor dog det?
Grad: 1. Let. Let tur, men sporet kan være lidt svært at følge.
Op/ned: 50 m.
Udstyr: Vandrestøvler eller lign. Der kan være vådt, fugtigt og pløret. (Folderen om turen anbefaler gummistøvler...)
Det må anbefales at have lange bukser på, da det høje græs er hjemsted for Flåten, den lille mide, der er et af vores farligste dyr.
Fakta om Flåten link nederst...

Fra campingpladsen slår grusvejen et sving ned mod stranden. Næsten nede deler vejen sig. En del fortsætter ned til fjorden, den anden går langs med. Det er gul rute og det første stykke af stien går gennem Enebær, træer og buske. Får med lam græsser mellem buskene, hvor der også er et væld af småfugle. Højt oppe kredser en rovfugl. Jeg kan ikke se, hvad det er for en, men jeg har set flere.

Kreaturene går løs Foto: Kreaturene går løs i området.

Stien fører nu helt ned til stranden og følger kystlinien. Her er utroligt frodigt. Der er grønt op ad bakkerne og Gyvel blomstrer overalt.

Jeg nærmer mig det sted, hvor bækken løber ud i fjorden. Sidst jeg var her havde en flok køer indtaget området ved broen og jeg var vendt om og var gået en anden vej. Kreaturene går løs i området og afgræsser som led i natur plejen, så man kan altså støde på dem. De er nysgerrige, fredelige, men store...

Dennegang er der ingen at se og jeg følger skovkanten med udsigt til engen omkring bækken. Kort efter møder jeg igen den gule sti, hvor bækken krydses af en gangbro. Sporet er lidt svært at få øje på. Græsset er meget højt og stien tilgroet. Der er nok ikke mange der vandrer her.

Her tæt ved passerer også cykelruten. Hmm, det ligner et job for en mountain bike. Der er ikke meget spor.

Men sikke et landskab. Betagende. Vekslende bevoksning og åbne engdrag. Sikke farver.

Jeg er efterhånden nået frem til Hjerritsdal Mølle. Den ligger jo smukt. Møllen er Nordjyllands bedst bevarede vandmølle og er nævnt tilbage i 1400 tallet, men bygningerne der ses i dag er opført i 1829.

Cykelruten Foto: Her tæt ved passerer også cykelruten.

Fra møllen følges grusvejen et lille stykke i det åbne landskab i retning mod vest. Det er stadig blå rute og den fører ud til en P-plads. Kort før drejer en sti væk fra grusvejen og fører ind mellem markerne. Det er grøn sti, der med retning mod nordøst, følger bækkens løb det meste af vejen til Valsgård.

Jeg følger stien, mens jeg kigger ned til Hjerritsdal Mølle, der må siges at ligge meget idyllisk i skovbrynet.

Kort efter er jeg ved at være fremme ved "stenkisten", hvor sporet igen krydser bækken. Her var tidligere et vadested til de folk som var på vej til møllen fra Valsgård.

Et par nysgerrige kvier skiller sig ud fra flokken, da jeg kommer gående. De har retning direkte mod mig.

Hjerritsdal Mølle Foto: Hjerritsdal Mølle set fra grøn sti.

Jeg standser op. Stien går lige indenfor et elektrisk hegn på samme side som kvierne, der stopper op - på stien - lige foran mig. Jeg snakker med dem, mens jeg kigger dem an. De har horn. Ikke særlige store, men de er der. Jeg går et par skridt frem mod dem og de gør så det samme mod mig. Hmm. De er sikkert ikke farlige, men en hel del større end mig og har tilsyneladende ikke til sinds at lade mig gå forbi.

Jeg snakker stadig med dem da jeg bakker ud af foretagendet, vender mig og går tilbage ad stien, mens jeg spejder efter en smutvej. Den er lige på den anden side af hegnet erfarer jeg kort efter. Der går faktisk en sti, men en anelse højere oppe og derfor ikke lige til at se.

Jeg fik mig lempet over hegnet og gik kækt tilbage mod kvierne. De gjorde igen mine til at komme mig i møde, men måtte nøjes med at se til da jeg gik forbi.

Kvier spærrer stien Foto: Et par kvier spærrer stien. (Bemærk skiltet).

Fordi jeg nu var på den forkerte side af hegnet, måtte jeg kravle over to gange mere for at komme tilbage til ruten. Opad bakken og væk fra engen omkring bækken.

Jeg kommer kort efter forbi stedet, hvor der skulle være rejst en mindesten og være rester fra en slotsruin, men jeg så nu ingen af delene.

Stien går nu lige i skovbrynet og der er en smuk udsigt over engen med bækken. Stien er svær at se. Græsset er meget højt.

Pludselig smutter en buk ud fra skoven og forsvinder i budskadset på vej ned mod engen. En mand og hans hund dukker op også fra skoven.

-"Så du den? Så du den?" - Vi fik en længere sludder om skov, vildt og manglende pleje af stierne.

Ved Valsgård Bæk Foto: Fra engdragene ved Valsgård Bæk.

Han var jæger og kendte skoven og dyrene, som han sagde. Han mente nok, at han havde set en af mærke pælene ude i vildnisset foran mig. Med lidt god vilje kunne anes en sti, men det kunne lige så godt være fra dyrene. Jeg besluttede dog at gå langs skovbrynet, hvor jægeren var kommet fra. Kort efter kom jeg forbi en mærkepæl. Hmm. Altså ikke ude i vildnisset!

Valsgård kirke Foto: Valsgård kirke.

Det sidste stykke ind til Valsgård går stien langs et hegn ud mod de åbne marker.

Da byen dukker frem bliver sporet til en del af de offentlige anlagte rekreative stier i byen. Stien går ud til landevejen ganske tæt på Valsgård kirke.

Jeg valgte at gå tilbage til camping pladsen i Bramslev Bakker ad landevejen. En ca 2½ km gåtur ad asfaltvej, næsten uden trafik, men jeg kunne sagtens have valgt at gå samme vej tilbage. Det var en yderst dejlig og smuk tur.

til top
Eksterne links, del og like:

Fakta om Flåten | netdoktor.dk





oprettet juni 2006 - opdateret: 10-12-2012