Cypern.

Foto: Konnos Bay.

Distance: Ca. 3½-4 timer. 10-12 km.
Grad: 2 (c), moderat. Rimelig let og ubesværet, ad fortrinsvis grusstier, men sporet kan være lidt svært at se visse steder. Delvis E4 mærket.
Op/ned: 10 / 50 m.
Udstyr: Godt vandrefodtøj; der er skarpe sten. Der bør medbringes vand.
Proviant: Mad og drikke ved Konnos Bay og senere ved Stekkis Snackbar.
Til/fra: Med bus fra Ayia Napa til landevejen ved Konnos Bay. Hvis turen gøres den anden vej, kan bussen tilbage fanges samme sted.

Vi hoppede på bussen ved torvet i Ayia Napa og bad om at blive sat af ved Konnos Bay. Det blev vi. Midt på landevejen. Der er ikke rigtig noget stoppested, men man kan se vandet og en sidevej fører ud til kysten. Man kan se nogle store hoteller for enden af vejen, der er en lille halv km lang. Så afsted.

Foto: Ved siden af restauranten fører stien ned til Konnos Bay.

For enden af vejen ligger også en restaurant og ved siden af denne, findes stien ned til stranden i Konnos Bay.

Er man sulten eller tørstig behøver man ikke frekventere restauranten, da der ligger en ganske hyggelig snackbar nede ved stranden.

Stien zig zagger nedad på store trappetrin. Halvt nede deler stien sig og et skilt viser ud til Cyclops Cave ad den ene. Se tur 2+. Vi fortsætter videre ned til stranden.

Foto: Et kig tilbage mod Konnos Bay.

Nede på stranden i den lille bugt fortsætter E4, hvor en cementeret bred sti fører lidt opad til snackbaren. Stien går faktisk lige gennem snackbaren og fortsætter på den anden side.

Efter at have tanket på snackbaren og kigget lidt på omgivelserne begyndte vi så på den egentlig vandring. Stien er her mærket med de karakteristiske gule/sorte E4 skilte, men der er også lokal mærkning såvel som nationalparken Kavo Gkrekos skiltning.

Foto: Det lille kapel Ayioi Anargyri forude.

Der er også en del lokale stier, så man kan let forvirres, men holder man sig til den tættest på kysten dukker E4 skiltningen op med mellemrum.

Forude ses nu den lille halvø med det lille hvide kapel, hvor stien fører ud. Det gør asfaltvejen også, for der holder biler.

Kapellet hedder Ayioi Anargyri og lige ved siden af kapellet fortsætter stien. Et E4 skilt markerer stien, der blot er en af mange, der fører samme vej.

Foto: Skiltningen ved det lille kapel.

Et stort træskilt viser, at stien også fører ud til nogle hav klippehuler, 4 km forude.

Vi fortsætter ad stien gennem et stadig barskere landskab. Stenene er skarpe og den sidste rest af budskadset stikker. Så længe vi holder os til stien går det.

Udsigten er fantastisk med det dybblå hav i bagrunden. Stilheden blev kun afbrudt af et par turbåde med ferieglade turister, hvis stemmer tydeligt forstærkedes af klipperne.

Foto: Broen ved klippehulerne.

Vi nærmer os hulerne, og det gør asfalt vejen også, kan vi se, og den fortsætter ud på halvøen Cavo Gkreko.

Foruden hulerne, som nok ses bedst fra turbådene i bugten, er en bro, skabt af erosion i sandstensklipperne, det store udflugtsmål.

Fra broen forsættes ad stien nærmest kysten, mens der holdes udkig efter næste E4 skilt. Der er flere muligheder, men retningen giver sig selv.

Foto: Grusvejene ved halvøen og klippeformationen til højre.

Til venstre ligger nu halvøen med dens karakteristiske radiomaster og ret forude den store klippeformation, lige så karakteristisk, hvor kysten bagved slår et sving mod vest.

Der skal vi ud, og stien skulle så gerne dukke op nedenfor klipperne.

Det er underligt, at området er "Protected Area", for der drønes rundt i gruset med disse åbne cross agtige biler.

Vi skråede over asfaltvejen, der fører ud til radiostationen, og af de 3 mulige grusveje, vi kunne se, valgte vi den tættest på klippen.

Foto: E4 skiltet med alternativ mulighed.

Oppe til højre på klippen står en sendemast bag pigtråd og der ligger et lille kapel.

Da vi var næsten ved foden af klippen dukkede også et E4 skilt op, med en alternativ mulighed tættere på kysten. Den prøvede vi på en senere tur og viste sig at være sværere tilgængelig.

Vi fortsatte dog og kom nu tæt på klippen og kunne se, at der faktisk også gik et spor lidt højere oppe.

Foto: Det smalleste stykke mellem klippen og havet.

Helt ude på det smalleste stykke mellem klippen og havet mødtes alle stierne igen.

Da vi rundede klippen, blev der frit udsyn langs kysten til Ayia Napa og videre. Et passende sted at tage en puster og nyde udsigten.

Det var der også andre der gjorde. Et par cyklister - af alle - havde fundet vej mellem de skarpe sten. 4-hjulsforskrækkere måske, men cykler? Nå, det viste sig, at en grusvej førte næsten helt til ned til kysten.

Foto: Skilte viser sporet mellem de forrevne og skarpe sten.

Vejen ligger nu åben og forude, Agia Napa. E4 skiltning viser sporet mellem de forrevne og skarpe sten.

Den store klippe ligger nu skråt bagude til højre og kysten ændrer igen karakter.

Herfra og til Agia Napa ser det fladt ud ved kysten, men med en svag stigning ind mod øen.

Landevejen kan anes et godt stykke inde på land og kun nogle få huse bryder det ensartede svedne landskab.

Foto: Klippehuler ved kysten ved Ayia Napa.

Sporet snoede sig mellem de skarpe sten og stikkende gevækster, men ikke så langt før landskabet i stedet lignede en ørken, hvor stien kun ganske svagt kunne anes.

Kort efter nåede vi frem til flere havklippehuler. Disse huler ved Palatia kan bedre ses fra land, fordi de ligger i en lille bugt. Imponerende scenarie.

Efter en kort pause fortsatte vi så vandringen de 4-5 km mod Agia Napa.

Vi fandt vores spor gennem 'ørkenen' og kunne se palmerækken med promenade stien forude. Jeg begyndte så småt at fantasere om den kølige pils, der skulle indtages hos Stekkis, kort før Ayia Napa.

Resten af turen er den samme strækning, som er beskrevet i tur 1, fra Agia Napa til Palatia bare omvendt. Man kan gå fra Agia Napa her til Palatia på ca 1½ time og langt det meste af turen foregår altså ubesværet på den flise belagte promenade.