Danmark.

Køge Å sti. Fra Borup til Køge.

Foto: Køge Å sti. 22 km dejlig vandretur.

Det er en lang, men en overraskende fin tur, hvor Køge Å er lige i nærheden det meste af tiden. Er lidt benovet over, at man kan vandre 22 km gennem et stykke pragtfuld dansk natur, næsten uden at bruge 'rigtige' veje. Det er jo trods alt ganske tæt på hovedstads området.

Der er dog også et 'aber dabei'. De 2 motorveje i området er nemlig ikke lige at ignorere. Ikke fordi de skal passeres undervejs, men fordi de kan høres - hele tiden, hele vejen.

Tip! Turen kan splittes op i 2 dele, da der meget belejligt er en glimrende naturlejrplads med shelter ca midtvejs, så man kan overnatte og bruge 2 dage til turen.

Den korte version:
Fra Borup går det stik syd gennem skov til Regnemarke Banke. Sporet drejer mod øst og følger grusvejen til Vestre Ringvej, som nås efter ca 5 km. Asfaltvej gennem Regnemarke landsby og sti igen videre mod øst.

Efter ca 8 km, drejer sporet mod nordøst og efter knap 11 km er man ved Spanager, hvor der er en naturlejrplads. Så er retningen mod sydøst og efter 13 km passerer man under Vestmotorvejen og ind i Skovhus Vænge, som er en skov. Køge Å slynger sig igennem.

Åen forlades efter godt 15 km (men det gjorde jeg af en eller anden grund ikke og her afviger min tur fra den oprindelig tænkte) og sporet følger nu landevejen mod nord til Lille Salby. Her følges vejen mod sydøst. Den fører under Sydmotorvejen og kort efter fører en sidevej stik mod syd og ind i skoven på Åsen, hvor sporet igen går mod øst til Køge.

Foto: Borup Station.

Distance 22 km, 5-6 t.
Grad: 2, moderat. På skovstier, grusveje og langs landevej.
Skilte: Mange skilte, men ruten er ikke lige godt skiltet hele vejen. Et blåt skilt, med '90' skrevet med hvidt, er temaet.
Udstyr: Kort og kompas. Godt vandrefodtøj anbefales til længere ture.
Indkøb: Borup. Intet undervejs på ruten.
Start: Stationen i Borup.
Slut: Gammel Køgegaard/Ølbyvej i Køge.
Til/fra: Tog eller bus.

Den lange version
Turen blev ikke helt som den officielle rutes oplæg og anderledes end den jeg planlagde. Jeg begik nemlig 2 fejl undervejs, der kostede tid.

Den ene fejl var, at jeg brugte tid på en lille afstikker på den første del af turen. Da jeg så, på et sent tidspunkt begik den anden fejl, og gik en del forkert, manglede jeg den tid.

Til starten på Borup station, hvor jeg står af toget kort før middag på en oktober dag af de absolut sjældne. Luften kommer helt fra Afrika og den er lun. Tæt på de 20 grader. En perfekt dag til denne vandring, som jeg har luret på et par år, men har udskudt pga længden.

Nu skal det være. Humøret er i top, ingen skavanker at mærke. Forude ligger mindst 22 km. Jeg har 6 timer til solen går ned kl 17.58, så selv hvis jeg går forkert - og det gør jeg næsten altid - burde jeg have tid nok.

Foto: Udsigt til markerne - der er grønne?

Stationen forlades mod syd, mod Borupvej, hvor ruten ses skiltet som cykel- og vandrerute. En tunnel fører vej og sti under jernbanen.

På den anden side fører et par trappetrin på venstre side til stien, der den næste ca 1½ km følger jernbanen sydover.

På højre side er der udsigt til markerne, der er grønne? Det må være vintersæd. Hvad ved jeg, men sammen med den lune luft giver det nærmest forårsfornemmelser.

Stien drejer ind under jernbanen og fortsætter parallelt på den anden side i kanten af en mark. Så bliver det til en halvt grus-, halvt asfaltvej et kort stykke langs skovbrynet til den møder Dyndetvej i skoven.

Foto: Træskilt med de små blå skiltesymboler.

Kort efter ligger et par huse på venstre side og det ser ud til, at stien fører ind til husene? - Frem med kortet. Jo, den er god nok. Da jeg kommer tættere på kan jeg se, at der står et træskilt med de små blå skilte symboler også det med '90', der åbenbart er rute nr.

Kan dog ikke mindes, at have læst noget sted, at stien skulle være nummereret, men på Køge Kommunes hjemmeside om stien, er der et foto af et skilt, hvor nummeret ses.

Det virker stadig lidt forkert, som om jeg trænger mig ind på folks enemærker, for da jeg spadserer over gårdspladsen kommer en mand ud fra huset. Han ignorerer mig dog, tager et par gummistøvler i hånden, og går ind igen.

Lige efter huset kommer jeg ud til et åbent stykke land og beslutter at tage en lille pause her i solen. Fantastisk vejr. Jeg smider endnu et lag tøj og sidder i t-shirt.

Gnasker lidt snack, ryger en halv smøg og tager et foto med selvudløseren, som jeg uploader til facebook siden. Her er lækkert. Nå, hvis jeg skal nå i mål inden mørkets frembrud, kan jeg ikke blive hængende her få km fra start.

Der er kun et ganske kort stykke over til skoven, Kimmerslev Hessel, og efter et sidste kig på kortet begiver jeg mig af sted.

Skoven er smuk med de begyndende efterårs farver på træer og buske og grusvejen er let at følge. Et par sideveje ignoreres, men jeg er i tvivl et par gange og prøver at konferere med kort og kompas.

Foto: Den smalle sti og en pæl med '90' mærket.

Kompasset viser, at retningen er god nok, så jeg vandrer videre gennem skoven til min vej ender i et T kryds. Ingen skilte. Hmmm... Hvad nu. På kortet ser det ud som om ruten går til venstre nu, men lige ud, i brandbæltet mellem træerne? Er det en sti?

Jeg går tættere på for at se om der er en sti og jo! Kan se en smal sti og en pæl med '90' mærket! - Synes bare ikke det giver mening i forhold til kortet og jeg bliver lidt i tvivl om, hvor jeg præcis er.

Hiver GPS'en frem, men den er ikke til megen hjælp. Den viser bare grøn skov. Ingen veje overhovedet, men jeg kan sammenligne det stykke, jeg har gået med kortet og det er ca 3 km.

Foto: Kommer ud i en lysning, hvor et par får står og glor på mig.

Så må stien forude føre gennem det, der på kortet hedder Kimmerslev Udlodder, og at jeg om ca en ½ km burde nå vejen på Regnemark Banke.

Fortsætter igennem skoven og kommer ud i en lysning, hvor et par får står og glor på mig. Der er hegn på begge sider af stien, der fører op til et hus og vejen - håber jeg. Jo, den er god nok.

Der er godt nok kun et skilt, der viser, hvor jeg kommer fra, ikke et der viser, hvor jeg skal hen.

På kortet kan jeg se, at den markerede rute fører begge veje, så måske derfor? Nå. Jeg skal til venstre, mod øst og følge Regnemark Bakke, som vejen vist hedder.

Hvis jeg går til højre, mod vest, ender vejen efter ca 1 km ved nogle små søer, hvoraf 'Badesøen' skulle være et yndet udflugtsmål.

Foto: Landskabet med bakkerne er skabt for godt 15.000 år siden.

Det er den sikkert ikke på denne årstid, selvom varmen i luften i dag minder om en sommer dag.

Jeg har god tid, så jeg traver lidt derud ad. Landskabet med bakkerne er skabt for godt 15.000 år siden, så det er vel et kig værd.

En anden grusvej støder til fra syd. Vejen til Ringsted. Jeg fortsætter endnu et stykke og betragter landskabet, inden jeg beslutter at vende om.

I rask trav går det tilbage. Jeg passerer stedet, hvor jeg kom op til vejen - for 30 min siden konstaterer jeg. Nå, det er en fin grusvej, så det er bare af sted.

Foto: Træer på begge sider af vejen, som at vandre i en tunnel.

Der er træer på begge sider af vejen og nogle steder er det som at vandre i en tunnel. Af og til et kig til marker og mosen på højre side.

Så er jeg fremme ved en landevej. Vestre Ringvej. Der er en p-plads og en info tavle og jeg kan se, at stien fortsætter på den anden side. Jeg fortsætter uden at hilse.

På den anden side står det officielle skilt. Spanager 5 km og Ravneshave skov og ås 3 km.

Stadig en grusvej, der et øjeblik efter fører over en lille å og så deler sig i 2. Hvad nu? Da jeg kommer nærmere kan jeg se, at der faktisk er et skilt, men det er ikke det officielle.

Foto: Beboere der er træt af vandrefolk på afveje?

Det må være beboerne, der har sat det op. Der er sikkert vandrere, der har haft for vane at gå forkert her.

Kort efter rammer stien Kulerupvej, der følges gennem Regnemark til byens vejkryds. Må have kortet frem igen... Lille Dalbyvej følges videre mod Lille Dalby.

Kort efter landsbyen drejer stien fra og fortsætter langs en indhegnet sø. Formentlig Københavns Vandforsyning, der henter en del af sit vand i området her.

Nu er der udsigt til marker på venstre hånd. Jeg har ikke gået langt, da der dukker en bygning op. Det er netop Københavns Vandforsyning. En pumpestation.

Så kommer jeg til en lille vej på tværs, med skiltning. Men højre eller venstre? Frem med kortet. Stien slår et knæk. Først til venstre og så til højre lidt længere fremme.

Foto: Der ligger en væltet info tavle på hjørnet, hvor stien drejer til højre.

Der står bord og bænk og der ligger en væltet info tavle på hjørnet, hvor stien drejer til højre. Tavlen ser ud til at være offer for en påkørsel - eller hærværk.

Jeg fortsætter forbi en grusvej, der går til venstre. Godt jeg har kortet med, for der er ingen skiltning. Som om det giver sig selv?

Nu giver det imidlertid sig selv. Stien følger Køge Å, der går ret mod øst med marker på begge sider.

Jeg passerer endnu en pumpestation, og sti og å bugter sig igennem landskabet. Forude styrer stien efterhånden mod nordøst og Ravneshave skoven forude.

Foto: Storslået dansk natur. Ser nærmest ud som en slugt.

Jeg frydes over det jeg ser. Storslået dansk natur. Jeg er på vej ind i det, der nærmest ser ud som en slugt.

Da jeg når ind i slugten, passerer jeg forbi et skilt, der peger til Ravneshave, men ikke flere afstikkere til mig.

Stien krydser åen, så den nu er på venstre side af stien. Skulkerup Skov ligger på højre side og alt er godt til jeg kommer til en lille bro, hvor stien deler sig. - Ingen mærkning.

Kortet viser, at både Køge Å og stien fortsætter til venstre i en bue udenom Spanager og når frem til Naturlejrpladsen fra nord, mens der til højre er få meter ud til Skulkerupvej, der fører nærmest lige til lejrpladsen.

Klokken er næsten 15, jeg er knap halvvejs, så jeg beslutter at spare lidt tid og krudt og gå det forholdsvis korte stykke ad asfaltvejen. Da den støder til Spanagervej, kan jeg se shelteret mellem træerne nede ved åen.

Foto: Der er en mærkepæl i svinget ved åen, der viser til shelter pladsen.

Der er fin skiltning i krydset Skulkerupvej og Spanagervej og der er en pæl i svinget ved åen. En smal sti snor sig ned gennem budskadset til Naturlejrpladsen.

Den ser godt ud. Bedre end jeg havde forestillet mig. Et fint og rent shelter, lokum, rindende vand og en bålplads. Det hele hegnet ind i en rundkreds af raftehegn, med en dyrelåge som indgang.

Fornemt. Her kunne man sagtens overnatte. Splitte turen op over 2 dage?!

Jeg spiser min mad, nyder omgivelserne, filosoferer og er ganske tilfreds med tilværelsen. Ingen skavanker, solen skinner, det er varmt som på en sommerdag og vi har d. 20 oktober...

Foto: Et fint og rent shelter, lokum, rindende vand, bord, bænk og en bålplads.

"Hej! Skal du også sove her i nat?" - Jeg bliver afbrudt i mine tanker af en mand, der er dukket op. Jeg svarer som rigtigt er, at jeg pauser og stort set er på vej videre.

Mens vi snakker lidt om pladsen, dukker en kvinde og 2 børn også op. Undrer mig lidt over de manglende rygsække, men får forklaringen inden jeg når at spørge.

Bilen holder oppe på vejen, men de har planlagt at overnatte i naturen og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Jeg takker af, ønsker god aften og nat og går op til landevejen igen. Lige efter svinget fortsætter stien. Et skilt viser Ejbyvej 1,5 km og Skovhusvænge 2 km.

Stien krydser åen, så jeg nu går på højre side. Retningen er sydøst og næste fixpunkt er overgangen ved Ejbyvej.

Lige før Ejbyvej drejer stien væk fra åen og fører op til vejen. Ved overgangen er der en p-plads og en infotavle, det officielle blå skilt, med en cykel, en vandrer og '90'. Endnu et lille skilt viser Køge 9 km.

Foto: Motorvejsbroerne, hvor sti og å føres under og ind i Skovhus Vænge.

På den anden side af vejen, drejer stien ned til højre og tager så retning mod vest gennem det grønne sammen med åen, der krydses via en træbro.

Der er kun et ganske kort stykke til motorvejsbroerne, hvor sti og å føres under og ind i Skovhus Vænge.

Synes navnet mere lyder som navnet på et villa kvarter, men det blev tjekket på Køge Kommunes hjemmeside og det er altså en skov. En ganske flot en endda.

Ca 5 min efter broerne når jeg op i skoven og stien deler sig i et Y. Der står en pæl ved begge stier, så man kan gå begge veje. Den til højre ser ud til at være brugt mest. Et kig på kortet viser, at den er både vandre- og cykelsti, mens den anden, til venstre, kun er en vandresti.

Man kan altså gå en rundtur. Jeg tager den mest betrådte og går gennem en gang fantastiske farver, der ikke ligner efterårets, snarere forårets. Det må være den måde sollyset falder på. Det kommer lavt ind. Flot ser det ud.

Foto: Åen slynger sig et godt stykke nede og skrænterne er stejle.

I skovbunden ser det ud, som den årstid det er. Efterår. De mange faldne og visne blade er et tavst vidnesbyrd om den kendsgerning, trods lys og varme.

Og så visker de stien ud. Den kan være svær at spotte, men i dette udflugtsområde er der rettesnore; små pæle der stritter op og skilte der viser vej.

Et fantastisk landskab. Åen slynger sig et godt stykke nede og skrænterne er stejle. Det minder mig en del om Døndalen.

Efter godt 10 minutter er det ved at være slut. Cykelruten drejer fra mod syd og vandrestien fortsætter over et vandløb. Lige umiddelbart bagefter drejer en sti fra til højre, men der er også en lige ud, der går lidt opad.

Der er ingen mærkning, men jeg vælger den lige ud uden at kigge på kortet og kravler opad. Det skulle jeg ikke have gjort, for stien drejer mod vest. Jeg nåede at komme et godt stykke baglæns, inden det faktum gik op for mig. Det var vandet i åen, der vækkede mig. Det løb den forkerte vej.

Jeg bandede af mig selv og min uopmærksomhed, men der var jo ingen skade sket, havde max gået 5 min baglæns. Stadig tid nok.

Tilbage på ret kurs skridter jeg godt til og har nu åben mark på venstre side, åen forsvinder på højre og forude ligger Gammel Lellingegård.

Foto: Her gik det galt. Skulle have gået ad vejen, ikke ad stien.

Lige før gården drejer stien til højre og ned til åen igen og fortsætter uden om gården og krydser kort efter en vej. Troede jeg.

Kiggede end ikke på kortet, selvom jeg burde være blevet klogere, men der var jo et skilt, så jeg fortsatte bare ad grusvejen på den anden side.

Det var meget forkert. Jeg skulle have fulgt vejen, Bakkeledet, mod nord til Salbyvej. Den går på tværs og jeg skulle have fulgt den mod øst, under motorvejen og et stykke på den anden side.

Jeg havde da heller ikke gået langt før grusvejen blev en sti og stien forsvandt... Åen er der godt nok stadigvæk. Jeg ser en mand, der vandrer i skellet mellem buskene og marken og følger trop.

Det virker ikke som en sti. Jeg når frem til manden og spørger til Køge Å stien i håb om, at han er lokal kendt. På dette tidspunkt har jeg ikke kigget på kortet endnu. Han er godt nok ikke lokal, men kender området, og jo, det plejer at være en sti.

Vi snakker lidt om landskabet inden han fortsætter. - Jeg tjekker kort, kompas og tid. Sti eller ej. Noget er galt. Uhh! - Helt galt på den... Det var som pokker! Er i tvivl og sur på mig selv. To gange, inden for meget kort tid, er jeg gået forkert. Klokken er mange nu, og solen er på vej ned. - Tilbage?

Foto: Grusvejen blev en sti og stien forsvandt...

Det er lidt af en omvej, hvis jeg både skal tilbage og udenom. Kan jeg nå det så? Er også ved at kunne mærke benene.

Hvis jeg følger skellet mellem mark og å kommer jeg frem til motorvejen. Måske kan jeg komme under sammen med åen eller følge motorvejen op til Salbyvej og tunnelen? Jeg tager chancen.

Jeg fortsætter, mens jeg endnu en gang brokker mig over min uopmærksomhed. Det her kan godt lade sig gøre, men det er trættende at gå i det afskårne halm.

Heldet tilsmiler denne tosse. Ved siden af åen, ovenikøbet på den side af åen, hvor jeg befinder mig er en ekstra tunnel. En dyretunnel. Den er godt nok næsten fyldt med jord og sand, men det kan lige lade sig gøre at kravle på hug igennem.

Kan på min vej gennem tunnellen se, at det ikke kun er dyr der bruger den. Adskillige fodspor vidner om menneskeligt besøg før mit. Ja, okay. Der er også dækspor fra en cykel. Det må have været svært.

Ude på den anden side vælger jeg at følge den venstre åbred i håb om at ramme den officielle sti længere fremme på den rigtige side af åen.

Det går lettere end forventet. Det er forholdsvis let at finde et spor i det tætte budskads, og da jeg kommer ud til åbent land, er der en rigtig tør trampesti mellem græs, siv og rør, der går i kanten mellem det åbne land og træer og buske langs åen.

Trampestien bliver til en rigtig sti og ret forude ligger så den rigtige rute. Det var hvad jeg havde håbet på, men jeg er alligevel lettet, da jeg ser skiltene. Det er hastigt ved at blive mørkt, så jeg fortsætter i et pænt tempo, selvom benene gerne ville have en pause.

Foto: Solen er helt væk nu, men har efterladt et fantastisk skue af farver.

Jeg er kommet ind på åsen. Det er lidt synd at haste igennem dette landskab, så jeg beslutter at tage en lille pause. Der kan ikke være så langt igen.

Solen er helt væk nu, men den har efterladt et fantastisk skue af farver på skyer og himmel.

Heldigvis har jeg dagens restlys på den side af skoven, hvor jeg befinder mig, så selvom jeg ikke kan fotografere mere, så kan jeg da se, hvor jeg går.

Jeg tager hul på de sidste km. Kan se, at jeg nærmer mig civilisationen. Har mødt et par kondiløbere på det sidste og nu er der såmænd skiltet for en kørestolsvenlig sti.

Klokken er blevet 18.15 da jeg slutter turen på hjørnet af Gammel Køgegaard og Ølbyvej. GPS'en aflæses. 22,9 km. Med et vist forbehold, da den løb tør for strøm undervejs og fik skiftet batterier.

Måske jeg også selv skulle have haft skiftet batterier undervejs? Benene virker lidt trætte nu og hjernen kunne afgjort også have brugt ny strøm inden sidste del af turen...

Efter tip!
Turen er, på den officielle hjemmeside, skrevet fra Køge til Borup og måske skiltningen undervejs er sat derefter. Det kan forklare den manglende vejledning flere steder. Jeg valgte den omvendte tur fordi, der er kortere intervaller i togtiderne fra Køge, end der er fra Borup.

Jeg vil absolut ikke anbefale, at følge mit spor igennem dyretunnellen. Den er beregnet til dyr. Jeg har siden spekuleret på, hvorvidt den menneskelige lugt, kan afskrække dyr fra at bruge den. Hvis det er tilfældet er det jo fatalt. Jeg brugte den af ren nød, tidsnød godt nok, og tænkte ikke på eventuelle konsekvenser for dyrene.

'90' mærket på pæle og skilte er formentlig rute nummer på den regionale cykelrute, da Køge Å stien også er en cykelrute.

De 3 foldere, der dækker turen, kan absolut anbefales. Foruden det uundværlige kort, er der en masse information om de områder man vandrer igennem og områderne omkring. Det er interessant læsning.
Hent dem herunder...