Danmark.

Foto: Vestvolden. Vildnisset er ved at tage over.

Den korte version:
Som en godt 15 km lang grøn kile skærer den gennem landskabet i en næsten lige linie nord-syd kun 9 km fra Københavns centrum.

Ruten kan vandres sammenhængende ad 'voldgaden'på østsiden af selve vold og voldgrav. Den er asfalteret, tilmed oplyst i de mørke timer, og er derfor meget let at gå.

Ruten er også cykelrute, så der kan på visse stræk være en del trafik af cykler.

Hvor boligkvarterer støder op til volden kan der desuden påregnes en del knallertkørsel, hvis man er uheldig.

Alternativt kan man vandre det meste af ruten på en smal sti på selve volden. Så slipper man for knallerterne og den øvrige trafik, men oplever så ikke at se de mange befæstnings anlæg langs ruten, da de ikke ses oppe fra volden.

Foto: Fra Befæstningsdagen, der bliver afholdt hvert år sidste søndag i september.

Distance 14,7 km. 3 t.
Grad: 1, let. På asfaltsti. Alternativt en skovsti på selve volden.
Skilte: Mange forskellige skilte og informationer undervejs; man kan ikke gå forkert.
Udstyr: Intet særligt, men godt vandrefodtøj anbefales til længere ture.
Indkøb: Avedøre, ved Frederikssundsvej og i Tingbjerg. Intet undervejs.
Start: S-stationen i Avedøre.
Slut: Busstop ved Utterslev Mose i Tingbjerg.
Til/fra: Tog eller bus. Se eksterne link nederst.

Den lange version:
Som barn boede jeg kun et stenkast fra en del af Vestvolden, eller volden, som den hed i daglig tale. Fra vinduet kunne jeg se over til det spændende og lidt forbudte vildnis, som det tog sig ud i 50'erne. Det var et fantastisk område for os unger, hvor mystikken herskede og fantasien havde frit løb og vi har brugt mange timer på volden.

Foto: Vestvolden. Befæstningsdagen. Afholdes sidste søndag i september.

På det tidspunkt var dele af volden stadig militært område pga Ejby Bunkeren i Rødovre, som var en del af det nye luftforsvar. Den blev først opført i 1952 og er ikke en del af befæstningen. I 2004 blev bunkeren rømmet.

Vestvolden, kaldet Københavns Nyere Befæstning, blev anlagt i årene 1888-92, men udviklingen gik hurtigt indenfor våbenteknologi, også dengang, og volde og forter var allerede forældet ved århundredeskiftet og blev nedlagt igen i 1920.

Voldanlægget var dengang et imponerende bygningsværk. 2000 'voldbisser' arbejdede i 4 år på projektet, som først er overgået med bygningen af Storebæltforbindelsen.

Min tur starter ved Avedøre station. Vejret er sommerligt med sol og lune. Jeg går ud på sydsiden af stationen fordi det er planen at starte ved hjørnet af Gl Køge Landevej og Vestre Strandvej. Man kan sagtens starte turen fra nordsiden, da der er en sti der fører til volden.

Jeg går et lille stykke ad Kærgårdsvej og drejer til højre ad Paradisvej. Lyder som en god vej. Kort efter drejer vejen skarpt til venstre og det er slut med Paradisvej, den hedder nu Vestre Strandvej.

Foto: Voldgaden, hele vejen til Utterslev Mose, er som en allé.

Lige i svinget er der en lille sti, der fører gennem det grønne og lige ind til voldanlægget, så jeg dropper den oprindelige plan og starter min tur her i stedet, ad stien der hedder Voldgaden.

Det er ligesom at gå ned ad en allè. Det er sgu fint og fornemt. Jeg passerer over jernbanen og kort efter ligger den store bebyggelse Avedøre Stationsby på højre side helt op til volden. Forude åbner landskabet sig på højre side. Det er Avedøre sletten.

Foto: Afsnitskommando for Avedøreafsnittet.

En sidevej støder til. Det er Avedøre Tværvej, som fører til Cirkusmusseet i Hvidovre og Filmbyen med Zentropa filmstudierne. Det er også på dette stræk, at idyllen brydes af larmende knallerter.

Kort efter dukker de første tegn på det gamle anlæg frem. En rød træbygning ligger foran en bunker i volden. På en info tavle oplyses, at stedet var en 'Afsnitskommando' for Avedøreafsnittet, den sydligste af ialt 4 af slagsen, som var i telefonisk kontakt med hovedkvarteret på Damhuskroen. - Ja selvfølgelig...

Mens jeg funderer over, at militærledelsens hovedkvarterer fortrinsvis oprettes i kroer, lyder det som en moderne krig er brudt ud, da 2 lavtflyvende knallerter med 4 unge mennesker jager forbi.

Foto: Det grønne er ved at sprænge sig vej ud i forårssolen.

Så beslutter jeg, at kravle op og følge den smalle sti, der gemmer sig i budskadset på selve ryggen af volden. Selvom det grønne er nær ved at sprænge sig vej ud i forårssolen, er stien ikke tilgroet endnu og let at følge. Midt på sommeren er der flere steder, hvor et sandt vildnis overtager stien fra begge sider.

Her på ryggen af volden kan man let drømme sig langt væk fra civilisationen, men kun ca 50 m væk, på den anden side af voldgraven, ligger motorring 3 gemt bag vildnisset.

Foto: Det er svært at spotte voldgraven mellem grene og stammer.

Man kan ikke se den, men høre den. Da jeg gik nede på asfaltstien virkede volden åbenbart som en støjvold.

Det er rart at gå heroppe mellem det grønne. Stien er tør, hård og god, men det er sparsomt med udsigt til begge sider.

Det er svært at spotte voldgraven, men af og til ses dens brungrønne vand mellem et virvar af grene og tynde stammer fra de træer og buske, der endnu ikke er sprunget helt ud.

Foto: Denne fantastiske plet ser man ikke nede fra asfaltstien.

Man ser så heller ikke alle de gamle dele af fæstningen, der stikker ud af volden flere steder på ruten, men til gengæld kan man så finde et lille stykke forårs paradis, som det jeg ser foran mig og umuligt kan spottes nede fra asfaltstien.

Jeg styrer ned til en åbning i det grønne, hvor voldgravens vand standses af noget sluse og danner en lille sø omkranset af træer på voldene. Det er et rent 'pothole'. Det står 2 bænke og jeg slår mig ned og pauser, selvom turen kun lige er begyndt.

Foto: Her er for dejligt til bare at gå videre med det samme.

Her er for dejligt til bare at gå videre med det samme. Det skal nydes. Her er næsten... helt stille. Solen bager.

Jeg kigger mig omkring og konstaterer, at her er rent og pænt, trods fraværet af en affaldsspand. Det er trods alt kun 10 min fra stationsbyen - men måske ikke opdaget...

Den medbragte madpakke bliver fortæret og efter en halv time på dette fine sted, drager jeg videre.

Foto: Vestvolden. Det er forår.

Først tilbage og op til stien, men jeg kunne nu have fortsat langs søen, ser jeg da jeg passerer den antydning af sti, der kommer op dernede fra.

Det er rigtig blevet forår og de sidste dages varme har fået det grønne til at springe ud. Det er et fantastisk lys det giver. Og træer i blomst. Smukt.

Jeg kan se at jeg nærmer mig et sted, hvor sporet ophører og jeg må nok ned på asfaltstien igen.

Foto: På marken lidt længere væk ligger en 3-4 shelters.

Nå, jeg kan nu godt fortsætte. Det er en fåresluse, der lukker stien, men det er nok en stakket frist; forude ligger Holbækmotorvejen, så jeg finder en sti ned.

På vej ned kan jeg se, at en sidevej støder til Voldgaden. Der er en masse skilte og på en mark lidt længere væk ligger en 3-4 shelters foran en stor lade.

Sidevejen hedder Stavnsbjergvej og et lille skilt viser, at Vestegnsruten, som ellers har 'været med' indtil nu, drejer den vej.

Jeg krydser broen, der fører over den brede travle Holbækmotorvej. Der er fart på dernede. Forude ligner det Morten Korch Danmark. Alléen, en gård, grønne marker, kun Dannebrog mangler.

På højre side har jeg nu Brønbyskoven et kort stykke vej og kort efter krydser jeg Park Allé. På Brøndbyøster siden ligger villaerne helt op til Voldgaden. Ikke noget dårligt sted at bo.

Foto: Et restaureret Fredskrudtmagasin.

Her i voldterrænet ligger flere bunkere og et større Fredskrudtmagasin, der ser lidt hærget ud. Lidt længere fremme er der en tunnel gennem volden og jeg må ind og se, hvad der gemmer sig bag.

Tunnelen er sprayet med grafiti og det samme gælder de bygninger der dukker op på den anden side. Ikke kønt.

Lidt længere igen ligger endnu et Fredskrudtmagasin, der i renoveret stand tager sig noget bedre ud.

Foto: Jernbanen til Roskilde giver en lille omvej.

Små 10 min senere når jeg frem til jernbanen. Hovedfærdselsåren for tog til og fra provinsen og S-toge til og fra Tåstrup. Må ud på en lille omvej for at komme under jernbanen.

Herfra hvor jeg står kan jeg ellers se fortsættelsen af stien på den anden side, mens et S-tog suser forbi og lidt efter et langt godstog.

Men der er ikke nogen vej udenom - eller rettere - det er der, og det tager kun 5 min.

Vel omme på den anden side fortsætter Vestvolden, som om intet var hændt, men der er ikke langt til volden igen bliver gennemskåret af en hovedfærdselsåre.

Denne gang er det Roskildevej, der dog ikke mere har fordums store betydning. Der er en gangbro, der fører over og man kan se den store campingplads Absalon på marken foran Irma højhuset. Nu er det Rødovre Kommune - og jeg nærmer barndoms egnen.

Foto: Rødovre delen er velholdt og velrenoveret.

Rødovre delen af Vestvolden er velholdt og velrenoveret. Her er en strækning på 5-600 m bragt tilbage til dens oprindelig udseende og en flok får er ansat til at sørge for naturplejen.

De 2 fotos med kanonen er taget ved et arrangement i anledning af Befæstningsdagen, der afholdes hvert år den sidste søndag i september - ikke kun i Rødovre. Det er alle befæstningerne i København, der den dag åbner døre der ellers er lukkede for offentligheden.

Foto: Nogle af medarbejderne fra Projekt Vestvolden, et fårehold.

Jeg har nu de store åbne græsarealer, der huser adskillige fodboldbaner, på højre side. Espelundens Idrætsanlæg og Avarta Boldklub.

På voldsiden er en flok får i gang med at græsse området. Jeg passerer forbi flere bunkers og en stor rød træbygning, der har været artillerimagasin og vist nu huser bl.a. forskellige kulturelle tilbud.

Kort efter kommer jeg til en sidevej på venstre side. Den skærer gennem volden og en bro fører over voldgraven.

Vejen fører til Vestskoven og Vestegnsruten drejer den vej. Der er mange skilte her og det skyldes forbindelsen til en sidevej lidt længere fremme på højre side, der fører til Rødovre Parkvej. Der er skiltet en cykelrute hele vejen til Vesterport Station. 9,1 km. Det er en del af den nyåbnede cykelsupersti, Albertslundruten, der er 17,5 km lang og kommer fra Vestskoven og krydser volden her.

Foto: Vestvolden. Prøveopstilling af Batteritogs magasinet.

Så er det slut med de store åbne græsarealer, der ligger som en bufferzone ind mod byen. Villaerne er igen rykket helt tæt på volden.

Lige inden Jyllingevej ligger noget der minder om en byggeplads, hvad det også delvist viser sig at være. Projekt Vestvolden er her ved at prøveopstille Batteritogs magasinet. Det ser ud til at blive opført efter originale tegninger og skal genopføres ved Rødovre Parkvej til sommer.

Foto: Man har været kreativ og anlagt en kondisti her.

Der er en gangbro over Jyllingevej og på den anden side går jeg igen op på selve volden og følger stien her.

Man har været kreativ og anlagt en kondi sti her med forhindringer, eller muligheder, alt efter behov. Det er en dejlig sti og lige nu er der ingen kondiløbere.

Jeg løber ikke, men alligevel er jeg hurtigt fremme ved Slotsherrensvej og kan nu se over til barndomshjemmet og det stykke af volden, jeg engang kendte så godt.

Foto: Slotsherrensvej og barndommens stykke af volden forude.

Volden går her langs med Tårnvej, der dengang stoppede ved Slotsherrensvej, men nu er ført igennem og har overtaget Rødovrevej til Islevbrovej.

Jeg pauser en stund og lader minderne rulle, mens jeg betragter de mere eller mindre velkendte omgivelser.

Det ligner slet ikke sig selv mere. Dengang lå der et stort gartneri, hvor det nye stykke Tårnvej nu ligger. Nu ser volden og det hele meget velfriseret ud.

Jeg fortsætter og lidt efter er jeg ved Islevbrovej. Der lå et lille ishus på voldens modsatte side, men det er for længst væk.

Herfra gives der 2 muligheder for den videre færd. Der er sti på begge sider af voldgraven. På venstre side går man i niveau med, og med udsigt til vandet, på den anden side går man oppe på volden med udsigt til husene langs Islevhusvej.

Foto: Voldgraven set mod nord fra Islevbrovej.

Jeg vælger venstre side af voldgraven, så er jeg lidt i læ fra vejen. Jeg krydser den lille bro og drager videre langs voldgraven. Det er et smukt syn. Voldgraven og alt det lysegrønne. Idyl.

Jeg har nu ikke gået langt, da en sidevej og en bro over voldgraven dukker op. Forude ser stien ud til at fortsætte i noget der ligner en lokal park.

Jeg nærmer mig jernbanen og Husum station, så jeg skal alligevel over på den anden side før eller siden, så jeg beslutter at det bliver her.

Foto: Husum station set fra stibroen.

Så er det op på selve volden igen. Her er den bred og grøn. Ingen bevoksning bortset fra nede ved voldgraven og heller ingen mennesker bortset fra en enkelt hundelufter. Voldgaden ligger et stykke nede og bliver til gengæld flittigt brugt af cyklister.

Så snævrer stierne ind ved jernbanen og føres over en blåmalet stålbro med direkte adgang til perronen på Husum station, så hvis man synes turen har været lang nok, kan man altså stå af her.

Foto: Her og der stikker en betonbunker ud af volden.

Det er nu ikke med i mine overvejelser, så jeg fortsætter min vandring og nu et sted jeg aldrig har været før. Det ligner stadig vestvolden, som den har set ud hele vejen. Her og der stikker en betonbunker ud af volden.

Jeg går oppe, men må ned igen, da jeg nærmer mig Frederikssundsvej. Her er ingen bro, men lyssignal og en mindre kø af cyklister, der venter på grønt. Vi har lav prioritet i forhold til biltrafikken og må vente meget længe før vi får lov at slippe over.

Foto: Her bliver de grønne områder brugt af familier med børn.

Jeg følger asfaltstien på dette stykke. Der er ikke langt til volden drejer mod nordøst og igen krydses af en stor vej. Dennegang er det Mørkhøjvej, så nu er der ikke langt til Utterslev Mose.

På den anden side ligger bebyggelserne helt op til voldstien kun afskærmet af et hegn. Der er indgange til voldanlægget og her bliver de grønne områder, som volden tilbyder, brugt af flere familier med børn. Der er små fodboldmål, gynger, borde og bænke.

Foto: Så er jeg ved målet. Utterslev Mose.

Så drejer volden mod sydøst og har nu retning direkte mod mosen. På højre side ligger Tingbjerg husene og ganske kort efter står jeg ved Åkandevej og kigger ud over mosen.

Hvis man har tid og lyst; hvis der er mere i benene, kan man fortsætte rundt om mosen, en tur på ca 3,4 km.

Jeg nøjes med at nyde synet af gæs der går rundt og græsser, inden jeg går ad grusstien i mosen til det nærmeste busstoppested.