bag
Italien.
Os
Vandring og trekking i Italien. Mont Blanc de Courmayeur.
Rejsen til Courmayeur.
Vi fløj med Sterling til Milano, men billetten var købt hos Krone Rejser, der rent faktisk var 100 kr billigere end Sterling selv. Vi bestilte turen i april og gav 1500 kr tur/retur pr person.

Vi landede i Malpenza lufthavnen ca 14.15 og skulle videre til hovedbanegården Milano Centrale, hvor vi skulle med toget til Aosta. Der kører et tog fra lufthavnen til Centrale, men ikke så ofte som busserne der holdt lige udenfor ankomst hallen. Så det blev bus, det var det letteste og den kørte kort efter. Der er flere busselskaber i lufthavnen, der opererer med hurtigbus/shuttlebus til Milano Centrale og priserne ligger omkring 5-6 Euro pr person for den ca 50 min lange tur.

Skifte i Chivasso

Foto: Skifte i Chivasso.

Vi havde hjemmefra fundet togforbindelser og tider på www.diebahn.de og skulle helst nå toget kl 16.18 for ikke at ankomme alt for sent på campingpladsen. Turen tager lige over 3 timer og der kører tog ca én gang i timen.

Klokken var 16 da vi købte billetter og så var det bare at finde det rigtige tog på den temmelig store hovedbanegård. Den udmærkede sig dog ved at have nogle små "Ask me" info boder, med venlig betjening, der var os til god hjælp.

Togturen i regionaltog til Aosta er på 224 km og indbefatter et skifte i Chivasso til et noget langsommere tog. Prisen var 10,12 Euro pr. person for en enkelt billet.

Skifte til bus i Aosta

Foto: Skifte til bus i Aosta.

I Aosta skulle vi så fange en bus det sidste stykke til Courmayeur. Vi kendte ingen bustider, men som vi havde håbet, passede forbindelsen med toget og vi ventede kun knap 10 min så var vi på vej videre.

Vi ankom til Courmayeur 1 time senere, klokken ca 20.45 og da vi stadig havde mindst 5 km til campingpladsen besluttede vi at tage en taxi det sidste stykke. Det tog ikke lang tid, men kostede 20 Euro.

Retur rejsen foregik med bus fra Courmayeur til Milano. Vi skulle være i Malpensa lufthavnen senest kl 13, så det var umiddelbart bedste bud. Afgang fra Courmayur kl 6.45, busskifte i Aosta og fremme i Milano ved Porta Garibaldi kl 10.30. Fra Porta Garibaldi banegården kører der hverken busser eller tog til lufthavnen. Der er ikke langt at gå fra Garibaldi til Centrale, hvis man har styr på retningen - og gider gå. Vi gad ikke i den kvælende varme og tog en taxa. Det kostede 6 Euro. Udenfor Milano Centrale fandt vi en af busserne til lufthavnen og var kort efter på vej.

Malpensa er ikke særlig venlig anlagt, når man som vi bliver hældt af bussen ved ankomst hallen. Det tog noget tid at orientere sig inden vi fandt frem til rette check-in. Her var der så en kæmpe kø. Kun en skranke åben. Det ville komme til at tage lang tid. - Og på vores vej var vi kommet forbi security afdelingen og der var mange, mange rejsende. Hmm. Det var med at ruste sig med tålmodighed. Så i "11. time" blev der åbnet endnu en skranke. Vi nåede dog alle flyet hjem, idet det meget passende var forsinket allerede fra København.

Eksterne links, del og like:

Tysk togplanner (diebahn.de)



oprettet juli 2006 - opdateret: 10-02-2013